To meldes dræbt og omkring 10 er kvæstede efter flere uheld på Sønderjyske Motorvej E45, som også mandag formiddag spærrer vejen fuldkommen mellem Haderslev N og Christiansfeld.

Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter og opfordrer til, at bilister gør plads til redning og politi og nedsætter hastigheden markant.

Politiet oplyser, at de pårørende til de dræbte er underrettet.

Meldingen fra politiet har tidligere været, at flere personbiler og fem lastbiler er involveret i de mange uheld, og mellem 10 og 12 personer er kvæstede, heraf nogle svært kvæstede.

Fire ambulancer og en lægebil er tidligere kaldt til ulykkesstedet, mens en helikopter ikke har kunnet komme til stedet grundet tung tåge.

Flere er ifølge politiet begyndt at dele billeder på sociale medier fra ulykkesstedet, og politiet opfordrer på det kraftigste til, at man ikke deler billeder, da det er 'respektløst overfor de involverede og deres pårørende'.

Politiet har også tidligere pointeret, hvordan man ikke skal vende om på motorvejen, efter flere biler vendte om og kørte mod færdselsretningen samt kørte i nødspor. Meldingen fra politiet lyder, at der vil gå adskillige timer, før man igen kan åbne E45.

De mange uheld skyldes især en tæt tåge, og Sydjyllands Politi har tidligere oplyst, at sigtbarheden er ned til 60 meter på Sønderjyske Motorvej.

Det første uheld skete omkring klokken ni mandag morgen i nordlig retning fra afkørsel 67 ved Haderslev, og flere køretøjer var involveret.

Siden fulgte en stribe af andre uheld, som hurtigt medførte, at man måtte spærre Sønderjyske Motorvej flere steder.

Man har blandt andet afspærret Sønderjyske Motorvej i sydgående retning ved afkørsel 66, fordi man har brug for sporene til at behandle kvæstede.

Kort efter klokken 12.30 er meldingen fra Vejdirektoratet, at motorvejen er spærret mellem afkørsel 67 Haderslev N og afkørsel 66 Christiansfeld i begge retninger. Derudover er vejen spærret fra Kolding mod Haderslev mellem afkørsel 65 Kolding S og afkørsel 66 Christiansfeld.

Politiet oplyser dog klokken 13, at sydgående spor er genåbnet på Sønderjyske Motorvej.

Når de bilister, der har været ramt af ulykkeskøerne, er kommet forbi, vil motorvejen blive lukket igen, mens bilinspektører og politiets teknikere fortsætter deres undersøgelser af ulykkesstederne, oplyser kommunikationsrådgiver Helle Lundberg, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hændelsesforløbet ved ulykkerne kendes først, når resultatet af bilinspektørernes undersøgelser foreligger.

Grundet de mange uheld og afspærringer opfordres trafikanter til at køre fra Sønderjyske Motorvej ved henholdsvis Aabenraa Nord og Kolding Syd. Trafikken bliver ifølge Vejdirektoratet ledt fra ved afkørsel 67 Haderslev N.

Grundet de mange uheld er der meldinger om massiv kødannelse og forlænget rejsetid på op til 25 minutter. Politiet opfordrer samtidig til, at man kører forsigtigt, viser hensyn til redningsarbejdet og husker at tænde sit baglys på bilen.

Politiet har også valgt at udsende et tweet på tysk for at informere udenlandske bilister om den problematiske trafikale situation mandag formiddag.

Udover de mange uheld finder også flere 'mindre påkørsler' sted på Sønderjyske Motorvej ved de steder, hvor man har afspærret.

Mandag har generelt været præget af stribevis af uheld på de danske veje, og Fynske Motorvej har været ramt af flere uheld, hvorfor der i en periode var spærret på Den Nye Lillebæltsbro. Derudover har Sydøstjyllands Politi også kort før klokken 10 meldt om to uheld på E45 ved Taulov i østgående retning som konsekvens af tågen. Kort før klokken 11 skete der desuden endnu to uheld syd for Christiansfeld på E45.

Opdateres...