Der er efter alt at dømme tale om drab og selvmord i sagen fra den norske by Torpo.

Sådan lyder seneste melding fra det lokale politi, der lørdag rykkede ud til en adresse i byen efter at have modtaget en bekymringshenvendelse. 

På stedet fandt patruljer fire døde personer. To voksne og to unge, der alle boede på adressen.

Derudover fandt man våben, lyder det ifølge NRK fra politiet, der altså arbejder ud fra en teori om, at der ikke har været yderligere personer involveret i dødsfaldene.

Dødsfaldene har chokeret de lokale i den norske by.
Dødsfaldene har chokeret de lokale i den norske by. Foto: Frederik Ringnes/NTB/Ritzau Scanpix
Vis mere

En pårørende til de nu afdøde familiemedlemmer slog lørdag eftermiddag af ukendte årsager alarm til politiet, der rykkede ud til adressen i Torpo i Ål Kommune. 

Her patruljerede man rundt om huset, men valgte at forlade stedet uden at gå ind. 

Klokken 20 rykkede politiet så ud på ny, og det var her, at fundet af de fire personer blev gjort. 

Hvorfor politiet ikke gik ind i første omgang, og hvorfor man igen senere valgte at tage ud til adressen, kan politichef for den lokale station, Brit Fyksen, ikke udtale sig om for nuværende, siger hun til NRK.

Hun fortæller dog, at politiet ikke havde kendskab til familien forud for dødsfaldene.

Politiet efterforsker dødsfaldene som værende »mistænkelige«, hvilket i praksis betyder, at man tager samme efterforskningsskridt, som var der tale om en drabssag.

På den måde sikrer man, at der ikke går spor tabt. 

Brit Fyksen fortæller, at de afdøde endnu ikke formelt er blevet identificeret, og at man også afventer obduktioner. 

Politiet havde ikke kendskab til familien forud for dødsfaldene.
Politiet havde ikke kendskab til familien forud for dødsfaldene. Foto: Frederik Ringnes/NTB/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sideløbende foretager man tekniske undersøgelser på gerningsstedet. Disse vil vare de kommende dage, siger politichefen. 

En by i chok
Sagen har sendt chokbølger gennem lokalområdet, hvor byens kirke har valgt at holde ekstraordinært åbent mellem 15 og 18 søndag.

Her vil både præster, kirkeansatte og et kriseteam være klar til at tage imod dem, der måtte have brug for det.

»Dette er for alle, der ønsker at samles i kølvandet på tragedien. Først og fremmest vil der være mulighed for at tænde lys og være i stilhed, men der vil også være mulighed for at tale med folk fra kriseteamet eller os præster,« udtaler sognepræst Sveinung Hansen til NRK

»Sagen rammer hårdt. Særligt, fordi Torpo er en lille bygd, hvor alle kender alle. Det er en bygd i dyb sorg og chok.«

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.