Københavns Politi søger vidner og efterlyser gerningsmænd efter en 30-årig mand natten til lørdag fik 'svære skader' som konsekvens af en voldsepisode på Strøget i København.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Episoden fandt sted omkring klokken 04.30 fredag tidlig morgen. Her stødte to grupper af mænd sammen på den afdeling af Strøget, der ligger ved Gammel Torv/Nytorv i det indre København.

»Det er her tale om en sag, hvor forurettede har fået svære skader efter vold i nattelivet. Vi efterforsker sagen intenst og er derfor interesseret i at komme i kontakt med gerningsmændene, der måske på nuværende tidspunkt ikke er klar over, at den forurettede er alvorligt kvæstet. Samtidig søger vi også vidner til episoden,« siger central efterforskningsleder René Jensen i pressemeddelelsen.

Politiet har ikke overblik over, hvor mange personer, der var involveret, men de efterlyser to af gerningsmændene i den ene gruppe. De har følgende signalement.

'A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 22-27 år og 170-180 cm høj, Kropsbygning: Almindelig, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: Pandehår, Talte: Dansk, Iført: Sort dun jakke.'

'B: Mand, Dansk af udseende, 30-35 år og 190-195 cm høj, Kropsbygning: Almindelig, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: Skæg omkring hagen, Talte: Dansk.'

Politiet vil meget gerne høre fra folk, der befandt sig ved Gammel Torv/Nytorv på tidspunktet og kan have set det voldelige opgør.

Københavns Politi kan kontaktes på 114.