Politiet mener, at den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein skød for at dræbe den politibetjent, som blev såret under terror-attentatet ved den jødiske synagoge lørdag nat. Vesten reddede hans liv.

Indtil nu har der været adskillige ubesvarede spørgsmål om de terror-handlinger, som i weekenden overgik Danmark. Manden bag skyderier, den 22-råige Omar Abdel Hamid El-Hussein vil aldrig kunne give dem. Hans liv - og hans mission - sluttede på Svanevej i det københavnske Nordvestkvarter tidligt søndag morgen, da politiets specialenhed Aktionsstyrken skød og dræbte ham.

Forinden havde han taget to liv og såret fem, men det er politiets teori, at Omar Abdel Hamid El-Hussein også skød for at dræbe den ene af de to betjente, som blev såret ved skudattentatet synagogen i Krystalgade i København lørdag nat. Det fremgår af sigtelserne mod to unge mænd, som er mistænkt for at have hjulpet gerningsmanden.

Ni timer efter det første skudattentat på Krudttønden på Østerbro, troppede den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein op ved den jødiske synagoge, som samme aften var vært for en konfirmation, i jødisk tradition kendt som »bar mitzva«. Her skød og dræbte han den 37-årige Dan Uzan, som stod vagt på stedet og sårede i samme ombæring to betjente.

Den ene betjent blev ramt i foden, mens den anden blev ramt i armen og i brystet. Dette havde været livsfarligt for den pågældende betjente, hvis ikke vedkommende havde været beskyttet af sin skudsikre vest. Men fordi vedkommende var det, »mislykkedes drabet«.

Det fremgår af de sigtelser, som politiet har rejst mod to unge mænd, en 19-årig og en 22-årig, som politiet betragter som Omar Abdel Hamid El-Hussein hjælpere.

Indtil nu har politiet faktisk ikke officielt villet bekræfte, at 22-årig Omar Abdel Hamid El-Hussein er den mand, som politiet betragter som manden bag de to drab.

Men netop i sigtelser mod hans formodede hjælpere, står det sort på hvidt, at politiet betragter Omar Abdel Hamid El-Hussein som ham, der først skød og dræbte den 55-årige instruktør Fin Nørgaard ved Krudttønden, og som samme nat skød og dræbte Dan Uzan ved synagogen.

Både den 19-årige og den 22-årige sidder varetægtsfængslet for medvirken til drab og drabsforsøg. Begge nægter sig skyldige.