En 38-årig mand er tiltalt for at have stukket sin hustru og sine børns mor ihjel, en gruppe drenge for at have dræbt en 18-årig gymnasieelev på et stisystem i Viby J, og en tidligere hashsælger er tiltalt for at have skudt en rapper ved Væddeløbsbanen.

Du forbinder måske Aarhus med en fredelig og hyggelig by, men det er den langtfra altid. Lige nu har Østjyllands Politi mindst syv verserende drabssager, som endnu ikke har været for retten.

De drejer sig om alt fra partnerdrab til drab mellem kriminelle grupperinger og udadtil helt almindelige mennesker.

Her får du et overblik over de uhyggelige og spektakulære sager, som vi formentlig bliver klogere på i år, når flere af dem kommer for retten.

27. februar 2020: En 25-årig mand bliver dræbt af skud i Tilst – flere skulle dræbes

Arkivfoto: Politiet arbejder på gerningsstedet efter skuddrabet i Tilst. (Foto: Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix)
Arkivfoto: Politiet arbejder på gerningsstedet efter skuddrabet i Tilst. (Foto: Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix)
Vis mere

En af de sager, som vi helt sikkert bliver klogere på i år, er denne uhyggelige sag fra Tilst.

Efter at corona har udskudt sagen i mere end et år, er der nemlig nu sat krydser i kalenderen allerede fra på tirsdag.

Klokken 23.29 får politiet en anmeldelse om skyderi ved Søhøjen i Tilst, og da de ankommer til stedet, finder de en livløs person siddende i en Range Rover på parkeringspladsen.

Manden er blevet ramt af flere skud, og betjentene påbegynder førstehjælp, men den unge mands liv står ikke til at redde.

Tre mænd på henholdsvis 24, 25 og 29 år er tiltalt for drabet på den 25-årige mand. De sidder alle varetægtsfængslet.

To af de tiltalte er desuden tiltalt for at stå bag et mislykket drabsforsøg mod en eller flere p.t. ukendte ofre i månederne efter drabet på den 25-årige. Det drejer sig om den 24-årige og 29-årige.

De to yngste mænd nægter sig skyldige, mens det fortsat er usikkert, hvordan den 29-årige forholder sig, da hans forsvarsadvokat ikke ønsker at kommentere sagen.

Politiet har tidligere udtalt, at man mener, at forbrydelsen skyldes et opgør i de kriminelle miljøer. Lige nu tyder det dog ikke på, at det er et opgør i bandemiljøet, da der ikke er rejst tiltale efter den skærpende bandeparagraf, §81a, som ellers gør, at straffen kan forhøjes med indtil det dobbelte.

Ekstra Bladet har ellers tidligere oplyst, at offeret kom fra den såkaldte Kalmargade-bande. En gruppering præget af drenge og unge mænd med somalisk baggrund, som især opererer i det nordvestlige Aarhus.

22. juli 2020: Rapper bliver skuddræbt ved Jydsk Væddeløbsbane i det sydlige Aarhus

Shmur er den afdøde rapper. Han blev dræbt på Observatorievej ved Væddeløbsbanen i Aarhus 22. juli 2020. Foto. Privat
Shmur er den afdøde rapper. Han blev dræbt på Observatorievej ved Væddeløbsbanen i Aarhus 22. juli 2020. Foto. Privat
Vis mere

Fem måneder senere bliver den 25-årige rapper Abukar Hassan Ali dræbt af to skud ved Jydsk Væddeløbsbane i det sydlige Aarhus.

Det skete tilsyneladende i forbindelse med en hashhandel til 1,6 millioner kroner, som går galt.

Vi kender allerede mange af detaljerne i sagen, da retssagen nåede at køre flere dage i efteråret, inden den blev udsat. Men snart bliver vi formentlig endnu klogere. Planen er nemlig, at den genoptages 23. februar i år.

Indtil nu ved vi, at en 42-årig mand fra København, som har ernæret sig som hashhandler, er tiltalt for drabet.

Han har erkendt, at han affyrede skud, men mener, at det skete i selvforsvar, fordi den nu dræbte sammen med de to andre tiltalte i sagen forsøgte at frarøve ham de 1,6 millioner kroner, som han skulle købe 50 kilo hash for af dem.

Det drejer sig om en 26-årig og 23-årig mand. Ifølge den 42-årige var det den 23-årige, som startede med at affyre skud.

Den igangværende sag er udsat, da der er kommet nye oplysninger i sagen fra den krypterede kommunikationstjeneste SKY EE.

De nye oplysninger gør, at den 23-årige nu også er blevet sigtet for forsøg på manddrab og trusler foruden sin tiltale for at have planlagt at sælge den store mængde hash.

Den 23-årige nægter sig skyldig.

Om de nye sigtelser mod den 23-årige ændrer noget for den 42-årige, der er sigtet for drabet på Abukar Hassan Ali, er fortsat uvist. Det får vi mere viden om til februar.

Tre mænd på henholdsvis 46, 42, og 45 år er allerede dømt i den del af sagen, som handler om hashhandlen.

9. juni 2021: En 62-årig kvinde bliver overfaldet og dør senere på hospitalet. Hendes samlever er tiltalt i sagen

En junimorgen ringer en 61-årig mand fra Lystrup 112, fordi han ikke kan komme i kontakt med sin samlever. Dagen efter dør hun på hospitalet med svære kvæstelser.

Den 61-årige mand er varetægtsfængslet og tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter med døden til følge – under særdeles skærpende omstændigheder.

Tidligere var han sigtet for manddrab, men det er blevet ændret forud for retssagen.

Vi kender endnu ikke alle detaljerne i sagen, men vi ved, at kvinden både 9. juni og i månederne op til blev udsat for grov vold. Den 9. juni resulterede det i 22 skader, hvoraf flere i hovedet var dødbringende.

Den 61-årige nægter sig skyldig.

Sagen er endnu ikke er berammet, men forventningen er, at sagen skal for Retten i Aarhus til foråret.

6. august 2020: En mand bliver fundet skuddræbt i en bil i Viby

Om formiddagen 6. august 2020 blev en 22-årig mand fundet dræbt af skud i en bil i Viby i Aarhus. Det var det tredje drab i byen på to uger. Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Om formiddagen 6. august 2020 blev en 22-årig mand fundet dræbt af skud i en bil i Viby i Aarhus. Det var det tredje drab i byen på to uger. Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sagen her er en del af bunken af uopklarede drabssager ved Østjyllands Politi, og det er derfor også usikkert, om sagen kommer for retten i år.

Om formiddagen kort efter klokken 11 bliver en 22-årig mand fundet dræbt i en bil ved en boligblok på Vårkjærvej i Vorkærparken i Viby i Aarhus.

Det sker efter, at nogle borgere har alarmeret politiet om manden, som sidder i bilen. Det viser sig, at han er blevet dræbt af skud.

Politiets vurdering er, at drabet er begået i det kriminelle miljø, men de har indtil videre været sparsomme med oplysninger. Det skyldes formentlig det faktum, at sagen, her halvandet år senere, fortsat er under efterforskning.

Hvis sagen skal ende for retten i år, kræver det, at der bliver sigtet nogen i sagen.

31. oktober 2021: 18-årige Mads Arberg bliver stukket ihjel ved Ormslevvej i Viby

18-årige Mads Arberg blev søndag aften 31. oktober dræbt på tragisk vis i Viby.
18-årige Mads Arberg blev søndag aften 31. oktober dræbt på tragisk vis i Viby.
Vis mere

En af de sager, som har fået allermest mediebevågenhed, er sagen om drabet på 18-årige Mads Arberg fra Viby.

Omkring klokken 21.11 en søndag aften får politiet en anmeldelse: En person er stukket ned og ligger blødende på gaden på Ormslevvej i Viby J. Kort efter ankommer de første patruljer på stedet, hvor de forgæves forsøger at redde den unge mands liv.

På B.T. har vi fulgt sagen tæt og forsøgt at finde svar på de ubesvarede spørgsmål, men både politiet, anklagemyndigheden og de sigtedes forsvarsadvokater har været fåmælte i forhold til sagen, som endnu ikke er berammet, men som formentlig skal for retten i år.

Vi ved dog, at drabsvåbnet var en kniv, og at fire mænd indtil videre er anholdt og varetægtsfængslet i sagen. De er alle sigtet for i forening, efter forudgående aftale og efter fælles forståelse at have røvet og efterfølgende dræbt Mads Arberg.

Tre ud af de fire mænd nægter sig skyldige i drabet, mens den fjerde har erkendt vold med døden til følge. Han erkender også, at det var ham, som førte kniven.

Derudover er en femte mand blevet sigtet for at have bortskaffet bevismateriale i forbindelse med sagen. Han er dog efterfølgende løsladt igen.

Hvad bevismaterialet dækker over, ved vi endnu ikke. Vi ved heller ikke med sikkerhed, om drabet på Mads Arberg skyldes et røveri, som gik galt.

Det lader nemlig ikke til, at anklagemyndigheden og Østjyllands Politi er helt enige om, hvad der skete forud for drabet på den 18-årige.

Østjyllands Politi har nemlig også meldt ud, at de formoder, at drabet skyldes et røveri, som gik galt.

Noget tyder derfor på, at det ikke var meningen, at den 18-årige mand skulle dø.

Fra flere kilder har B.T. erfaret, at mødet mellem Mads Arberg og de formodede gerningsmænd drejede sig om en hashhandel. En hashhandel, som endte fatalt.

9. december 2021: En 34-årig mand bliver fundet død i Rådhusparken i Aarhus

Flere har været forbi gerningsstedet i Rådhusparken for at lægge blomster til den 34-årige mands minde. Foto: Nina Gaunø Fredberg
Flere har været forbi gerningsstedet i Rådhusparken for at lægge blomster til den 34-årige mands minde. Foto: Nina Gaunø Fredberg
Vis mere

En af de nyeste drabssager fra Aarhus omhandler drabet på 34-årige Adam Mohammed Shik.

Om formiddagen 9. december får Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der ligger en død mand i Rådhusparken i Aarhus midtby.

Dødsfaldet virker mistænkeligt, og derfor spærrer politiet området af, og der bliver derefter foretaget en række undersøgelser, mens parken bliver afsøgt med hunde.

Det står hurtigt klart, at det er 34-årige Adam Mohammed Shik, der var en del af hjemløsemiljøet i Aarhus, som er død.

To mænd på 58 og 24 år er sigtet for drabet, som anklagemyndigheden mener er sket ved kvælning.

De sad begge varetægtsfængslede indtil midten af januar, hvor de blev løsladt, selvom de stadig er sigtet for manddrab.

Både den 58-årige og den afdøde var en del af hjemløsemiljøet i Aarhus.

Politiet kan ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser, hvorfor det nok heller ikke er sandsynligt, at sagen kommer for retten her i starten af året.

16. december 2021: En 28-årig kvinde bliver dræbt af knivstik i en lejlighed i Viby J, imens hendes to børn er til stede – den ene får snitsår i hånden

Østjyllands Politi rykkede torsdag formiddag 16. december ud til Byvangs Allé i Viby ved Aarhus. En kvinde var blevet dræbt med knivstik. Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Østjyllands Politi rykkede torsdag formiddag 16. december ud til Byvangs Allé i Viby ved Aarhus. En kvinde var blevet dræbt med knivstik. Presse-Fotos.dk/Ritzau Scanpix
Vis mere

Et af de seneste drab i Aarhus er også en del af en tragisk statistik i vores samfund om partnerdrab.

En 28-årig kvinde bliver en december formiddag dræbt af knivstik i en lejlighed i Viby J.

Østjyllands Politi anholder kort efter hendes mand – en 38-årig mand – på gaden foran lejligheden og sigter ham for drab. Han sidder nu varetægtsfængslet.

Foruden drabet på hustruen er han sigtet for ved særlig rå eller brutal karakter at have snittet sin datter med kniven.

Han nægter sig skyldig i manddrab, men erkender vold med døden til følge. Han nægter sig samtidig skyldig i at have snittet sin datter med kniv.