En 24-årig mand er i dag ved Retten i Aarhus blevet idømt 12 års fængsel for drabsforsøg.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Drabsforsøget skete ved Jydsk Væddeløbsbane i sommeren 2020, hvor den 24-årige afgav flere skud mod en anden mand.

Selvom skuddene ikke ramte noget, mente retten alligevel, at der var tale om et drabsforsøg. Derfor var specialanklager Birgitte Ernst, der har ført sagen på vegne af anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi ved Retten i Aarhus, også ganske tilfreds.

»Der er tale om en meget alvorlig sag, som der ligger et stort efterforskningsarbejde bag i forhold til at have fået klarlagt hændelsesforløbet i hele sagen. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at retten i dag har været enig med anklagemyndigheden i, at den tiltalte skulle idømmes en hård straf for drabsforsøg,« siger hun.

Det har været en skærpende omstændighed, at skydevåbnet blev brugt på et offentligt sted.

Skyderiet skete som en del af en narkohandel, som gik galt.

Abukar Hassan Ali, der som rapper var kendt under navnet Shmur, blev ramt af to skud ved travbanen på Observatorievej 22. juli først på aftenen. Han døde efterfølgende af sine skader.

Dagens dom er ikke den første dom i sagen.

I december forrige år blev en på daværende tidspunkt 41-årig mand idømt halvandet års fængsel for at have været med til at arrangere handlen med 50 kilo hash, som skulle finde sted ved væddeløbsbanen.

I juni 2021 blev en 45-årig mand idømt et år og ni måneders ubetinget fængsel for at have været med til at arrangere handlen.

En 41-årig mand blev i maj 2021 frifundet for at have dræbt den 25-årige mand med skud i nødværge. Sagen er anket til Vestre Landsret.