To unge mænd er i dybeste hemmelighed blevet anholdt af Københavns Politi i drabssagen fra Nørrebrogade/Sorgenfrigade 2. december, hvor en 27-årig mand blev skudt ned og dræbt af mindst et pistolskud i ryggen.

Tirsdag formiddag er to mænd på 20 år blevet varetægtsfængslet bag lukkede døre i Københavns Byret i drabssagen, der efter alt at dømme kom til at starte en serie af blodige bandeskyderier i Storkøbenhavn og Malmø.

B.T. erfarer imidlertid, at der i den seneste uges tid i dybeste hemmelighed også er blevet anholdt og varetægtsfængslet yderligere to unge mænd i drabssagen bag såkaldt dobbeltlukkede døre, hvor end ikke sigtelserne må være kendt af offentligheden.

Der er tale om en mand på 22 år og en på 23.

En yngre mand i midten af 20erne blev torsdag dræbt af mindst ét skud i ryggen fra en Glock-pistol på hjørnet af Nørrebrogade og Sorgenfrigade.
En yngre mand i midten af 20erne blev torsdag dræbt af mindst ét skud i ryggen fra en Glock-pistol på hjørnet af Nørrebrogade og Sorgenfrigade. Foto: Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Da der allerede 20 minutter efter drabet også blev anholdt to mænd, som dagen efter blev varetægtsfængslet ved kendte retsmøder, sidder der nu samlet seks unge mænd fængslet i den spektakulære sag om bandedrab.

De to 20-årige, som blev fængslet tirsdag, sigtes for medvirken til drab, drabsforsøg og våbenbesiddelse. Den præcise ordlyd af sigtelserne mod de to unge mænd, der blev fængslet for dobbeltlukkede døre tidligere, er foreløbig ukendt, men formentlig næsten enslydende.

Ifølge B.T.s oplysninger var det 27-årige offer for gadeskyderiet 2. december på åben gade på Nørrebrogade medlem af gadebanden NNV fra Nørrebro/Nordvest-kvarteret i København.

En anden mand, der var sammen med den 27-årige, nåede at løbe fra gerningsmandens skud og derved redde livet.