40.000 så på, da Søren Poppe og 'Rollo & King' blev nummer to i det internationale melodi grand prix med 'Der står et billede på mit bord'. Men billedet krakelerede, og Søren Poppe røg i et sort hul.

Der står et billede af Søren Poppes børn på hans bord. På samme plads stod der tidligere et par priser fra tiden i Rollo & King. Men i dag har den nordsjællandske popsanger styr på sine prioriteter. Han har lært det på den hårde måde.

Da Rollo & King for præcis ti år siden vandt det danske Melodi Grand Prix, blev det begyndelsen på en usædvanlig dansk pophistorie. Aldrig tidligere var et konceptband vadet ind i danskernes bevidsthed med så stor succes.

Pludselig sang alle med på 'Der står et billede af dig på mit bord' og 'Ved du hvad hun sagde?'. Rollo & King spillede for 40.000 i Parken i 2001.

Men da først lysene i Parken for alvor var slukket, blev der der kulsort i Poppes sind.

Fra 2005 til 2008 oplevede han en kæmpe psykisk nedtur, som kostede en skilsmisse, en række venskaber og endnu flere illusioner. 

- I fire år var jeg ikke til stede på planeten Jorden, som han siger til B.T.. 

Anledningen er tiårs jubilæet og en ny single fra Poppe, 'Højt at flyve'.

Det kan være svært, om ikke umuligt, at afgrænse, hvor stress begynder, og depression slutter. Og omvendt. Men Poppe husker meget klart den vintermorgen i 2005, hvor det hele var for meget. Han lå i sengen i huset i Hillerød og stirrede op i loftet.

Udbrændt og stresset


- Når man ikke engang har energi til at stå ud af sengen, så er man altså langt ude. På det tidspunkt havde jeg ignoreret min krops signaler så længe, at kroppen simpelthen sagde fra. Meget typisk for mænd, har jeg hørt. Der gik et helt døgn, før jeg fik stablet mig op og nærmest kravlede ud i bilen. Lægen sagde, 'dig, du er udbrændt. Du har stress', siger Søren Poppe.

- Jeg har altid set mig selv som en meget udadvendt person. Enormt glad for selskab. Det er et kæmpe chok, når man så pludselig nærmest er bange for sin mobiltelefon, siger Søren Poppe.

Det seneste par år har han fået nyt liv. Poppe taler med en glæde og et smittende overskud, der står i grel kontrast til historien om de fire år i helvede. 

I dag er han leder af et Fitness World i Værløse. Han cykler 120 km om ugen. Sørger for at få så meget motion som muligt. 

- Et job der giver mening. Hvor jeg kan hjælpe andre mennesker. Jeg er utrolig glad for mit liv, siger han. Et job meget langt fra 'kendiscentrifugen', som han beskriver livet som popstjerne. 

Poppe vil gerne tale om sine oplevelser. Måske kan andre lære af ham. Det er vigtigt at understrege, at han er tilbage som musiker.

Manglede ydmyghed


Rollo & King-æraen sluttede i 2002. Poppe fortsatte med at udsende soloalbum. Vandt sammen med Sofie Lassen-Kahlke konkurrencen om Danmarks VM-sang i 2002. Optrådte ved alle de arrangementer, han kunne komme i nærheden af. 

Affandt sig stille og roligt med, at scenen i Parken for længst var udskiftet med konferencierjob i storcentre. Det vigtigste var at opleve suset. Lyden af klapsalver kan sammenlignes med virkningen af det stof, der flyder i narkomanens vener.

Poppe deltog i Melodi Grand Prix i 2006, men husker i dag kun brudstykker af finalen.

- Jeg tog alle de job, jeg overhovedet kunne få. Ingen skulle tage musikken fra mig. Jeg havde kronisk hovedpine, men forstod ikke, at det var en advarsel. Det var jo en gammel ønskedrøm at komme til at leve at det.

Da jeg endelig fik chancen, besluttede jeg, at det skulle vare resten af mit liv. Det er jo en underlig, meget lidt ydmyg holdning, siger Søren Poppe.

En periode var Poppe kendt som kendis-single. Han var blandt andet kæreste med tv-værten Mai-Britt Vingsøe i nogle måneder. 

I dag indrømmer han gerne, at det tog tid at komme sig helt over skilsmissen fra Pernille, der er mor til hans to døtre, Olivia, 12, og Regitze, 10.

- Hvis jeg skulle give mig selv en lussing, så ja. Det var vist min skyld, at ægteskabet røg. Jeg var oppe i så højt et tempo, at der skulle gå tre måneder, før jeg fattede, at jeg skulle skilles. Så kom flovheden. I min familie bliver man ikke skilt.

Det tumlede jeg med i en periode. Jeg følte mig mislykket. I stedet for at forholde mig til den sorg, det altid vil være at blive skilt, arbejdede jeg. Skilsmissen var første spadestik til nedturen, siger Søren Poppe.

Stress er en psykisk lidelse


Da først lægen den vinterdag i 2008 konstaterede, at Poppe var udbrændt, begyndte langsomt en helingsproces.

- Man skal erkende, at man har en psykisk lidelse. Jeg er ikke helt på plads endnu. Det er et sygdomsforløb. Jeg røg på kosttilskud, lavede ikke andet end at gå lange ture. Aflyste alle job. Jeg rørte ikke min guitar i to år. Svarede kun telefonen, hvis det var familie.

Jeg var indesluttet, jeg havde det skidt. Jeg var totalt blottet for selvværd og selvtillid, siger Søren Poppe.

Droppede fordommene


Efter besøg hos diverse kloge eksperter, traf den tidligere grand prix-stjerne en afgørende beslutning. Droppede alle fordomme og ironisk distance. I 2008 opsøgte han en clairvoyant. Det blev et afgørende vendepunkt.

- Jeg kan kun huske en ting fra min samtale med den clairvoyante. Hun sagde til mig, at jeg ville komme til at skifte fag. Og jeg ville komme til at hjælpe rigtig mange mennesker. Det var helt vanvittigt. Jeg brød totalt sammen. Som om tre-fire års opsparet depression eksploderede.

Måske fordi hun gav et positivt billede af mig selv, som jeg helt havde fortrængt. At der var noget, jeg var god til. Jeg har altid set mig selv som et hjælpsomt menneske. Sjovt nok kom tilbuddet om jobbet i fitnesscentret kort efter. I dag hjælper jeg folk med kost og motion, siger den læreruddannede Søren Poppe.

I dag kan han se, at han levede sit liv på falske forudsætninger. De, som han troede var venner, viste sig at være meget langt væk, da det gik nedad. Nogle var så langt væk, at han alligevel ikke havde regnet med dem.

Tilbage er tre venner fra de gyldne Rollo & King-dage: Bookeren Rene Work og Johnny Eickworth og produceren Jan Lysdahl, der begge har støttet hele vejen igennem.

- Jeg plejer at beskrive kendiscirkuset som en centrifuge. Alt for mange oplevelser på for kort tid. Alt for mange mennesker på for lidt plads. På et tidspunkt bliver du spyttet ud af centrifugen. Hvis man er meget heldig, er det selvvalgt, siger Søren Poppe.

Jeg led af paranoia


Ser du stadig Signe og Stefan?

- Nej... der er ikke nogen konflikt i det. Sådan blev det bare. Rollo & King var mit barn. Stefan var mest med for sjov. Pludselig fandt han sig helt uforberedt i en orkan. Signe blev kastet ind i det. Jeg kendte hendes stemme og fantastiske udstråling gennem min bror.

Men Rollo & King var meget letbenet popmusik i forhold til, hvad Signe vil. Hun troede, at hun skulle ind i et studie og synge et par sange. Pludselig stod hun foran 40.000 i Parken. Jeg har haft det svært efterfølgende.

Jeg kan godt spørge mig selv, hvordan Signe og Stefan mon har haft det? Smidt ind i det uden muligheden for at gøre op med sig selv, om de ønskede det. Signe har tit sagt, at det var sjovt at være med. Forhåbentlig mener hun det, siger Søren Poppe. 

I dag er Poppe klar med ny musik. Med en helt anden attitude end tidligere.

- Jeg prøver mig lidt frem. Udsender en single ad gangen. Ser hvad der sker. Selvfølgelig vil jeg gerne have lyttere til min musik. Men hvis det glipper, har jeg stadig et fantastisk liv, siger Søren Poppe.

- Jeg ved at min historie er råt for usødet. Men jeg håber at folk kan bruge det til noget. Alt for mange mennesker går med stress, og ender med at bryde helt ned, siger Søren Poppe.