Efterdønningerne af Johnny Depp og Amber Heards meget offentlige skilsmisse er langt fra ovre. Det forhenværende ægtepar kæmper i retten i en injuriesag, hvor der næsten på daglig basis dukker nye detaljer frem.

Nu påstår Johnny Depp, at han har været i kontakt med flere af Amber Heards ekskærester, som har delt skræmmende historier om hende.

»Adskillige kvinder, som har været i forhold med frøken Heard, er stået frem for at dele deres personlige oplevelser med brutal vold og andre former for misbrug af frøken Heard,« lyder det fra Johnny Depp.

Det skriver det britiske medie Daily Mail.

»Mine rådgivere har og vil fortsat interviewe ofrene, som er ekstremt bange for frøken Heard.«

55-årige Depp hiver også en ældre sag op af hatten, som blev afsløret i medierne i 2016.

Her blev det omtalt, at den i dag 33-årige Amber Heard blev anholdt og tilbageholdt i Seattle Tacoma International Airport i 2009, fordi hun angiveligt begik hustruvold mod sin daværende kone Tasya Van Ree.

'Pirates of the Caribbean'-stjernen sætter spørgsmålstegn ved, at Heard efterfølgende påstod, at det var en homofobisk betjent, som hun blev anholdt af. Det passer simpelthen ikke, ifølge ham.

Johnny Depp og Amber Heard fotograferet sammen, da de stadig var et par. (Arkivfoto)
Johnny Depp og Amber Heard fotograferet sammen, da de stadig var et par. (Arkivfoto) Foto: SUZANNE PLUNKETT
Vis mere

Hvorvidt Tasya Van Ree har skiftet holdning til episoden fremgår ikke. Det fremgår heller ikke, om Johnny Depp har været i kontakt med hende i forbindelse med injuriesagen.

Men i 2016 fortalte Tasya Van Ree ifølge mediet People, at hun ikke var blevet udsat for hustruvold.

Der var tale om en sag, som pressen havde kørt op.

»Jeg mindes en hadefuld attitude rettet mod os, som fremstod homofobisk, og da de fandt ud af, at vi var gift og ikke bare 'venner', blev sigtelsen droppet, og hun blev løsladt hurtigt,« lød det.

»Det er nedslående, at der bliver sået tvivl om Ambers integritet og udlægning af sagen endnu en gang. Amber er en fantastisk, ærlig og smuk kvinde, som jeg har den største respekt for. Vi delte fem skønne år sammen og er fortsat tætte.«

Depp har slæbt Amber Heard i retten på baggrund af en artikel, hun har skrevet i Washington Post sidste år. Her kræver han et trecifret millionbeløb.

Selvom hun ikke navngiver ham, er der ifølge Depp ingen tvivl om, at det er ham, hun henviser til, når hun omtaler en række voldsepisoder.

Da parret blev skilt indgik de et forlig, hvor Heard modtog syv millioner dollars, svarende til cirka 46 millioner danske kroner. Dem donerede hun blandt andet til voldsofre.