Da Jennifer Lawrence i 2012 spille Katniss Everdeen i 'Hunger Games', var hun verdens første kvindelige actionhelt.

Det mente den 32-årige skuespiller i hvert fald selv, da hun for nylig gæstede Varietys tv-format 'Actors on Actors'.

»Jeg kan huske, da jeg lavede 'Hunger Games', at ingen nogensinde havde placeret en kvinde i hovedrollen på en actionfilm. For det ville ikke virke, fik vi at vide. Piger og drenge kan begge identificere sig med en mandlig hovedrolle, men drenge kan ikke identificere sig med en kvindelig hovedrolle,« fortalte hun vært og skuespiller Viola Davis.

Viola Davis spiller selv den kvindelige hovedrolle i den biografaktuelle 'The Woman King', og det glæder Jennifer Lawrence, der bliver glad, hver gang en kvinde får lov at stå i front, da det modbeviser, hvad hun selv fik at vide dengang.

Men skuespillerens sympatiske budskab er druknet i udsagnet om, at hun skulle være verdens første actionheltinde.

'Jeg elskede Jennifer Lawrence i 'Alien' og 'Terminator'. Sikke en fantastiske actionstjerne. Der er ingen andre kvinder som hende,' lyder en kommentar, der diskret påpeger det faktum, at Sigourney Weaver og Linda Hamilton var de kvindelige hovedroller i de to pågældende film, der udkom mange år før 'Hunger Games'.

'Jennifer Lawrence opfandt vejtrækningen,' lyder en anden kommentar, mens en tredje skriver:

'Jeg er glad for, at vi alle lever i samme tidsperiode som Jennifer Lawrence. Sikke en velsignelse.'

De mange spiddende kommentarer er også nået frem til Jennifer Lawrence selv, der har måttet glatte ud til The Hollywood Reporter.

»Det var helt bestemt ikke det, jeg ville have sagt. Jeg ved godt, jeg ikke er den eneste kvinde, der nogensinde har været i front i en actionfilm. Jeg prøvede at forklare, hvor godt det føles,« siger Jennifer Lawrence.

Hun forsøgte at punktere de gamle myter om, at piger og drenge ikke ser op til kvinder, forklarer hun.

»Men jeg lavede en bommert, og det kom forkert ud. Jeg havde nerver på, fordi jeg talte med en levende legende,« siger hun om Viola Davis.