I snart fem årtier har de været hinandens ét og alt. Har fulgtes gennem tykt og tyndt. På scenen og i livet. Men at det lige blev dem, kunne lige så godt ikke være sket.

»Jeg afskyede ham,« siger Birthe Neumann og lader latteren runge ud i lokalet ved mindet om deres første møde.

Forud for det havde hun faktisk været lun på skuespiller Paul Hüttel, lige siden hun som 22-årig så ham i den prisbelønnede danske film 'Balladen om Carl-Henning', hvor han spillede side om side med Jesper Klein.

»Der så jeg ham og tænkte: 'Nøj, hvor er han lækker,'« husker hun.

»Nøj, hvor er han lækker,« tænkte Birthe Neumann, første gang hun så Paul Hüttel i filmen 'Balladen om Carl-Henning'.
»Nøj, hvor er han lækker,« tænkte Birthe Neumann, første gang hun så Paul Hüttel i filmen 'Balladen om Carl-Henning'. Foto: Asa film/DFI
Vis mere

Kort efter så hun ham i virkeligheden.

Hun var til optagelsesprøve på Odense Teater, hvor Paul Hüttel var en af de faste skuespillere. Som sad i salen, da hun afgav sin prøve. Og dumpede. Stort.

»Min stemme forsvandt, så jeg kunne godt mærke, at det slet ikke gik,« fortæller hun og mindes den skamfulde følelse, da hun forlod scenen og flovt skjulte sig i en niche som en anden statue, fordi hun ikke ønskede at udstille sit nederlag for de rigtige skuespillere.

Snart kom Paul Hüttel svansende forbi i selskab med en anden ung stjerne, Lone Helmer. Grinende. Uden at opdage hende.

Birthe Neumann indrømmer, at der gik et par år, før isen begyndte at tø op mellem hende og hendes fremtidige mand.
Birthe Neumann indrømmer, at der gik et par år, før isen begyndte at tø op mellem hende og hendes fremtidige mand. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg kan stadig huske, at han havde en lyserød skjorte på og så fimset ud. Og så klappede han Lone Helmer – der kom gående i stiletter – bag på numsen. Mens jeg stod og gemte mig.«

»Lige der afskyede jeg ham. For det var så stort et nederlag for mig. Og jeg stod bare og lugtede af sved og angst,« fortæller Birthe Neumann, som følte sig overbevist om, at det var hende, de grinede af.

»Så da jeg flere år efter mødte ham på Det Kongelige Teater, var min forudfølelse, at han var det mest arrogante menneske, jeg kendte,« smiler hun og følte sig bekræftet i sin fordom, da hun venligt præsenterede sig for ham som hende den nye på teatret, og han blot svarede: 'Nåh.'

»Og så tog han avisen op foran ansigtet igen. Og jeg tænkte: 'Det røvhul.' Men det viste sig altså, at han hørte dårligt på det ene øre, så han troede, at jeg havde sagt noget helt andet.«

Det var derfor først, da de året efter begge blev valgt som dubleanter til en Holberg-forestilling, at isen begyndte at tø. For – som hun smilende siger – »han havde jo mange odds mod sig.«

Da de tilmed fandt ud af, at de boede i nærheden af hinanden, begyndte de at cykle hjem fra teatret sammen.

»Så har vi været sammen siden. Og været på sindssygt mange cykelture sammen i Europa. Det blev vores ting.«

Birthe Neumann og Paul Hüttel har været sammen i knap fem årtier.
Birthe Neumann og Paul Hüttel har været sammen i knap fem årtier. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Dermed er det snart tid til guldbryllup. Og spørger man hende, hvad hemmeligheden er bag deres lange ægteskab, kommer der en meget lang pause. Og så:

»Det har jeg virkelig ikke nogen forklaring på.«

Men at respekt for hinanden er et af nøgleordene, er hun ikke i tvivl om.

»Jeg ved i hvert fald, at det, jeg har fået af Paul, er, at han har givet mig lov til at drømme. For mig er det en stor del af at have et liv. Så han har givet mig enormt meget rum til at være, som jeg er.«

»Han er selv meget ordentlig, struktureret og kan virke kontrollerende. Og det har han måttet lægge fuldstændig af over for mig, for det kan jeg slet ikke have.«

»Det har været gaven, at selvom han ikke holder mig i snor, ved han altid, hvor jeg har lagt mine briller, eller kan finde mit Visa-kort, når det er blevet væk,« siger en veltilfreds Birthe Neumann.

»Og så tror jeg, at vi supplerer hinanden godt. For så er det mig, der siger: 'Nu skal vi fandeme ud at rejse. Jeg er den impulsive, Paul den strukturerede.«

Deres liv sammen har – understreger hun – ikke bare været en lang, kontinuerlig streng af lykkelig gåen hånd i hånd. Men hvad der end har været af skår i deres glæde, har de altid kunnet klinke dem sammen igen.

»For selvom vi er meget forskellige, har vores grundfundament altid været fælles.«

Birthe Neumann er aktuel i 'Pagten', som har premiere 5. august.