I fem dage var han væk. Ukontaktbar. Kraftigt medicineret og hallucinerende. Og da han endelig kom til fuld bevidsthed, fik han dommen. Og det var dér, at han sagde de første klare ord, sin første sætning efter ulykken. Til sin kone.

»Måske skulle vi bare give slip på mig«.

I år er det 20 år siden, at ham, der var Superman for en hel generation, døde.

Men at hverken Christopher Reeves eftermæle eller hans historie er glemt, var tydeligt sidste weekend i en biograf i Park City, Utah.

Hvor granvoksne mænd og kvinder hulkede om kap i mørket.

»Jeg har nok tabt et par kilo af at græde så mange tårer,« som en mandlig biografgænger efterfølgende sagde til The Washington Post og beskrev, hvordan han benyttede de øjeblikke, hvor lærredet var mørkt, til diskret at tørre sine øjne.

'Super/Man: The Christopher Reeve Story' hedder den gribende dokumentar, som i den forgangne weekend havde premiere på den prestigefyldte Sundance Film Festival.

En ung Christopher Reeve før ulykken med sin kone Dana og skuespiller Brooke Shields.
En ung Christopher Reeve før ulykken med sin kone Dana og skuespiller Brooke Shields. Foto: Cq Archive/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

En dokumentar, der fortæller historien om superhelten. Før og efter den tragiske ulykke, som forandrede hans liv.

Om hans venskab med nu afdøde Hollywoodstjerne Robin Williams, om den stærke kærlighed til hustruen, om forholdet til de tre børn, om hvem og hvad han blev på den anden side af ulykken. Og hans kamp for at bruge den til noget. Til at kæmpe for andre. Være en helt i den virkelige verden.

»Dokumentaren om Christopher Reeve er en ubetinget tåreperser. Men det er også en opløftende film om at holde modet højt, når verden går én imod,« som filmmagasinet Ekko skrev i sin anmeldelse.

For langt de fleste af os starter Christopher Reeves historie i 1978, dér, hvor han som 24-årig med sit markante firskårne ansigt, lange atletiske krop svøbt i en tætsiddende blå spandexdragt og en flagrende rød kappe bragede gennem lærredet.

»Jeg er her for at kæmpe for sandheden, retfærdigheden og den amerikanske levevis,« som han højtideligt sagde til Lois Lane.

Forud for 'Superman' var den unge Christopher Reeve for længst blevet bidt af skuespillets magi og medvirket i flere mindre film og spillet på teatret, som hans hjerte bankede for.

Han var da også i gang på teatret, da hans agent sikrede ham mulighed for audition til den kommende blockbuster 'Superman'.

Superman i aktion i den første af de i alt fire film, han lavede i serien.
Superman i aktion i den første af de i alt fire film, han lavede i serien. Foto: Ho/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Lad være, du sælger ud,« advarede kollegaen William Hurt ifølge dokumentaren.

Men Christopher Reeve var begejstret ved tanken. For af manuskriptet kunne han se, at der var en seriøsitet over den. At Superman ikke bare var reduceret til en todimensionel tegneseriefigur. Men en karakter af kød og blod.

Publikum kunne lide, hvad de så. Filmen var en gigantisk succes, som – omregnet til nutidspenge – indspillede 1,3 milliarder dollar.

Snart var en toer på vej. Så en treer. Og en fireer. Og for hver film mistede Christopher Reeve et stykke af sin sjæl.

»Jeg er ikke en helt. Har aldrig været det, bliver det aldrig,« som hans respons ifølge The Guardian var til det pres, han i stigende grad følte.

Han trak sig mere og mere fra det store blockbuster-lærred. Slikkede sine sår på teatret. Og i smalle og mere kunstneriske filmproduktioner, der var mere tro mod hans drømme.

Som 'Resten af dagen' fra 1993, hvor han lod sig nøje med en lille birolle for at spille overfor Anthony Hopkins og Emma Thompson.

»Han var så stolt af den rolle,« som sønnen William har sagt til Variety.

Arkivfoto af Christopher Reeves tre børn Alexandra, William og Matthew. Den yngste William er fra ægteskabet med Dana Reeve, mens hans to halvsøskende er fra et tidligere forhold til Gae Exton.
Arkivfoto af Christopher Reeves tre børn Alexandra, William og Matthew. Den yngste William er fra ægteskabet med Dana Reeve, mens hans to halvsøskende er fra et tidligere forhold til Gae Exton. Foto: Keith Bedford/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Ikke at han ikke var stolt af 'Superman', men var han her i dag, var det den film, han ville fremhæve.«

Blot to år, i 1995, senere ændrede Christopher Reeves liv sig radikalt.

Ud over skuespillet var ridning blevet hans helt store passion, og han deltog i adskillige konkurrencer og havde da også nået finalen i det store årlige ridestævne i staten Virginia.

18 forhindringer skulle forceres. Men allerede ved det tredje gik det helt galt.

Hans hest stoppede abrupt op. Så abrupt, at den kastede sin rytter af. Som landede på den anden side af forhindringen. På hovedet.

Ifølge Washington Posts nyhedsartikel fra dengang, ankom ambulancen blot tre minutter senere. Christopher Reeve var bevidstløs. Trak ikke vejret. Men kom til bevidsthed i ambulancen.

Ved ankomsten til hospitalet blev det hurtigt konstateret, at rygmarven var revet over, at han havde pådraget sig 'komplekse brud på første og anden halshvirvel', som hospitalets neurokirurg fortalte til avisen og uddybede, at Superman hverken kunne bevæge sig eller trække vejret selv og sandsynligvis stod overfor store kirurgiske indgreb.

I fem dage var han væk. Ukontaktbar. Og da han slog øjnene op, fik han dommen. At han var lam fra halsen og ned og ikke være i stand til at trække vejret selv.

Det var der, han sagde ordene til sin kone. Fordi han følte, at han ville være for stor belastning for hende.

»Måske skulle vi bare give slip på mig«.

»For mig er du stadig dig. Og jeg elsker dig,« svarede hun og understregede, at hun respekterede hans ønske om at dø.

»Hold ud i to år, og hvis du stadig føler sådan til den tid, tager vi det op igen.«

En kærlighedspagt, der holdt i knap ti år.

Netop dén hjerteskærende scene var en af dem, der trak tårer, da dokumentaren blev vist sidste weekend.

Men også venskabet med Robin Williams, som kunne dateres tilbage til deres ungdom, hvor de delte værelse på samme skuespilskolen, fik ifølge flere medier salen til at genlyde af undertrykt hulken.

Christopher Reeve med sin mangeårige ven Robin Williams samt hustruen Dana og sønnen William.
Christopher Reeve med sin mangeårige ven Robin Williams samt hustruen Dana og sønnen William. Foto: Matt Campbell/Epa-Epa/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg har altid følt, at hvis Chris stadig var her, ville Robin også være i live,« som deres fælles ven Glenn Close ifølge The Washington Post siger i dokumentaren med reference til, at Robin Williams år efter vennens død valgte at tage sit eget liv. 

Christopher Reeve holdt sit liv ud i ni år efter ulykken. Ni år, hvor den tidligere Superman var lænket til en kørestol og afhængig af hjælp døgnet rundt. Fra ti sygeplejersker og hjælpere. Udover sin kone.

Men trods det lille liv, der lå foran den tidligere Superman, skabte han sammen med sin kone Dana mening i det.

Sammen stiftede de Christopher Reeve Paralysis Foundation, som uddelte millioner af dollar til forskning i lammelser, ligesom den tidligere Superman selv gjorde sig til talsperson for forskeres ret til at bruge stamceller i deres forskning.

Og blev – som udtrykt i The Guardian – en helt. Et lys i mørket for dem, der ikke kunne tænde det selv.

»En helt er et almindeligt menneske, der finder styrken til at holde ud og udholde på trods af overvældende forhindringer,« som blev Christopher Reeves definition efter ulykken.

10. oktober 2004 sluttede pagten med hans elskede Dana. Christopher Reeve døde af en infektion, som han i en uge havde kæmpet med. Han blev 52 år gammel.

Men hverken Christopher Reeves eftermæle eller hans historie er glemt.