Et bundsolidt forsvar blev udslagsgivende, da Spaniens håndboldkvinder meget overbevisende besejrede Rumænien med 26-18 ved EM i Makedonien.


Det var tilsyneladende ikke tilfældigt, at Spanien forleden ved EM i håndbold for kvinder fik uafgjort mod en af turneringens favoritter, Norge. I hvert fald slog sydeuropæerne tirsdag aften med en sejr på 26-18 over Rumænien fast, at de agter at blande sig i kampen om medaljerne.

Spaniernes offensive og energiske forsvar vakte i den grad rumænerne problemer. De ellers så træfsikre og målfarlige skytter kunne slet ikke få hul igennem, og derfor stod der blot 9-9 ved pausen. Men det skulle gå meget værre for favoritterne, der virkede mere og mere rådvilde efterhånden, som anden halvleg skred frem. En timeout ved stillingen 19-16 til Spanien hjalp slet ikke, tværtimod øgede Spanien bare føringen gennem resten af kampen.

- Alt lykkedes for os i dag, sagde den spanske træner Jorge Duenas og tilføjede:

- Det var vor hidtil bedste kamp ved denne EM-slutrunde. Stor ros til Cristina Gonzalez i målet. Men jeg er også meget tilfreds med Macarena Aguilar (spansk topscorer med seks mål, red.)

Dermed har holdet fire point i mellemrunden, nøjagtigt som Rumænien, der ikke var tilfredse med dagens indsats.

- Vi kom til hovedrunden med maksimum point, og var så småt begyndt at skimte en plads i EM-semifinalerne. Og så leverer vi en elendig indsats. Jeg vil gerne sige undskyld til de mange rumænske fans, der følger vore kampe her i Makedonien, sagde Valentina Ardean-Elisei, der blev sit holds topscorer med syv fuldtræffere.

I dagens tidlige kamp havde Ungarn uventet besvær med at slå Ukraine, der faktisk førte kampen 17-16 med et kvarter igen. Så tog playmaker Anita Görbicz imidlertid fat og sørgede blandt andet med fem scoringer mod slutningen for at vende kampen til ungarsk sejr på 26-24. Dermed har Ungarn tre point inden de to sidste kampe.