Norge gør det. Men Danmark følger ikke trop. 

Under dette års VM-slutrunde kommer de norske håndboldkvinder hverken til at give autografer eller tage selfies med fans, når landsholdet spiller sine indledende kampe på hjemmebane i Norge. 

Det har landstræner Thorir Hergeirsson indført for at undgå smitte i den norske VM-trup. 

Hos danskerne har landstræner Jesper Jensen valgt at gå en anden vej, og derfor skal danske fans ikke frygte for at misse en autograf fra deres idoler, når Danmark spiller i Herning.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi har ikke haft samme tanker, og det er helt bevidst. Ville det være optimalt i forhold til at præstere? Ja, det ville det nok. Men ved et VM på hjemmebane skal vi også præstere over for dansk kvindehåndbold.«

»Vi skal holde gang i, at der er unge piger, der vil være ligesom Louise Burgaard eller Sandra Toft. Vi skal også give til de unge mennesker og fansene,« siger Jesper Jensen til B.T. 

Jensen lægger meget vægt på, at VM i Danmark (samt Sverige og Norge, red.) er en stor mulighed for at dyrke den næste generation. 

»Det er et stort og fedt vindue for os at få lov til at promovere både os selv som landshold, men også dansk håndbold helt generelt.«

»Vi har jo selv stået der på samme måde. Jeg stod også og så op til Erik Veje Rasmussen, René Hamann-Boeriths, Jens Erik Roepstorff og måske endda Nikolaj Jacobsen, selvom der ikke er så mange år mellem os. De var mine forbilleder. »

»Sandra Toft har da også kigget på Anja Andersen eller Susanne Munk. Og nu er der forhåbentligt nogen om ti år, der kan sige, ‘hold kæft, kan du huske, da Sandra Toft gav mig en highfive dengang’. Det er en god forpligtelse, at vi skal give arven videre,« siger han. 

Norge spiller sine gruppekampe og mellemrundekampe på hjemmebane, mens to kvartfinaler også foregår i Trondheim. 

Sverige spiller sine hjemmekampe og mellemrundekampe i Göteborg, mens Danmark kan være i Herning hele vejen, hvis man ender i finalen.