Priserne på fragt er eksploderet, efter der har været problemer med den globale containertrafik. Det går ud over forbrugerne.

De må nemlig betale mere for de produkter, der kommer langvejs fra – heriblandt cykler, iPhones og køleskabe.

Det skriver TV 2 Nord.

»Det er ubalancen i fragtmarkedet med skibenes positioner og måske reduktion i antal skibe og containere. Containere er placeret de forkerte steder i forhold til, hvor det store behov er. Vi skal bruge containere i Fjernøsten for at kunne transporte varer til Europa, og mange er i USA i øjeblikket, fordi efterspørgslen er stor derovre også,« siger Ole Bøgh Ulriksen, der er direktør for Blue Water Shipping i Aalborg.

Han tror, at man som forbruger skal vænne sig til de nye priser.

»Vi tror ikke på, at priserne bliver normale. Vi har hørt, at de vil stagnere nu, og normale priser – hvis de overhovedet kommer ned i samme priser igen – vil vi ikke se før foråret, det tror jeg ikke på.«

Modsat ham tror Lars Krull, der er seniorrådgiver ved Aalborg University Business School, at priserne hurtigt vil finde et normalt leje.

Han fortæller, at med klodens store konkurrence skal der nok blive presset priser i bund igen. Han anbefaler derfor, at man fortsætter sit sædvanlige forbrugsmønster og ikke ændrer det med frygt for yderligere stigninger.