En halv milliard kroner.

Det har Just Eat nu betalt til Danmark efter en skattestrid, der har varet i ti år.

Det skriver Finans.

Striden strækker sig helt tilbage til 2012, da takeawayfirmaet rykkede sit hovedsæde fra København til London. 

Skattestyrelsen mener ikke, at firmaet betalte nok i skat til de danske myndigheder dengang, og den halve milliard er sidste del af et forlig i sagen.

Det fremgår ifølge Finans i Just Eats seneste regnskab, at de har betalt 272 millioner kroner til Danmark, hvilket bringer forligets samlede værdi op på 507 millioner kroner.

Selskabet selv bekræfter, at striden handler om flytningen af hovedkontoret i 2012.

»Det var hovedsageligt et spørgsmål om, hvor vi skulle betale skat. Vi har historisk set betalt for meget skat i Storbritannien efter flytningen af hovedkvarteret og betalt for lidt i Danmark. Dette forlig retter op på det,« skriver Just Eats globale kommunikationsafdeling i en mail til DetailWatch.