Måske har du også lagt mærke til det? At mælken i supermarkedet er blevet lidt billigere, at der er skåret et par kroner af prisen på et halvt kilo oksekød og de andre små tegn på, at priserne er begyndt at falde eller i det mindste har stået stille det seneste stykke tid.

Nu viser nye tal, at vi formentlig har lagt de værste prisstigninger bag os. Særligt en branche har slået prisbremsen i.

Det er især supermarkederne og andre fødevarevirksomheder, der lægger an til at holde priserne i ro, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

De seneste tre måneder er andelen af virksomheder i handlen med fødevarer, som forventer at hæve priserne de kommende tre måneder, faldet fra 72 procent til nu blot seks procent.

»Det er nærmest et kollaps i ordets mest positive forstand,« siger B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen, og tilføjer:

»Man tror næsten ikke sine egne øjne. Gennem snart to år har vi set tal, hvor langt over halvdelen af detailvirksomhederne gang på gang har haft en forventning om at hæve priserne. Det har været så markante tal, at vi i medierne har brugt betegnelser som 'chok' og 'priseksplosion'.«

Niels Philip Kjeldsen vurderer, at vi nu har set toppen af prisstigningerne.

»Vi har set og hørt mange supermarkeder signalere prisfald de seneste måneder. I forlængelse af de meldinger, ser vi så de her tal. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi kommer til at se brede prisfald. Men det betyder, at det værste er ovre.«

Flere varer er den seneste tid faldet i pris i supermarkederne.
Flere varer er den seneste tid faldet i pris i supermarkederne. Foto: Signe Goldmann
Vis mere

Omkostningspresset for virksomhederne er nemlig mindsket mærkbart i de seneste måneder. De såkaldte producentpriser er gået fra en rekordhøj årlig stigning på 38 procent i august sidste år til blot 1,5 procent i april i år.

Det er gode nyheder for både virksomhederne og forbrugerne, da det betyder, at priserne kan holdes nogenlunde i ro over for danske forbrugere ude i detailhandlen.

Der er dog næppe udsigt til prisfald over en bred kam de kommende måneder. Der bliver snarere tale om, at nogle varer falder lidt i pris, mens andre stiger, og mange priser vil stå stille.

De økonomiske prognoser fra bankerne peger nemlig samlet set på stigende priser de kommende måneder; bare i et lavere tempo, end vi så sidste år.

Både den danske og den samlede europæiske økonomi kører nemlig fortsat i højt tempo, og det lægger et opadgående pres på priserne.

Tirsdag kom der nye tal fra EU, der viser, at de europæiske virksomheder under ét ser positivt på deres vækstmuligheder. Det gælder især serviceerhverv som eksempelvis hoteller og restauranter.

Samtidig kom der såkaldt EU-harmoniserede inflationstal, der viser, at inflationen i Danmark faldt til 5,6 procent i Danmark i april mod 7,3 procent i marts.

I EU-landene landede inflationen i april under ét på 8,1 procent.

Priserne på fødevarer er steget voldsomt det seneste år. Nu begynder kurven at flade ud.
Priserne på fødevarer er steget voldsomt det seneste år. Nu begynder kurven at flade ud. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det er milevidt fra Den Europæiske Centralbanks (ECB) mål om en inflation på to procent, og serviceerhvervenes forventning om at sætte yderligere turbo på væksten i de kommende måneder peger i retning mod yderligere rentestigninger for at holde priserne nede og dermed tøjle den alt for høje inflation.

»Det positive er, at vi får bekræftet det fald i dansk inflation, som vi fik tidligere på måneden. Prisstigningstaksten aftager markant, og det er alt andet lige positivt for mange husstandes privatøkonomi, for det letter et ret markant pres,« siger B.T.s forbrugerredaktør, Niels Philip Kjeldsen.

Han fortsætter:

»Men vi bliver hurtigt lidt fartblinde, fordi inflationen har været helt oppe over 10 procent sidste år. I det lys ser 5,6 procent godt ud. Men i virkeligheden er det jo et horribelt tal, forstået på den måde, at målsætningen er to procent.«

»En inflation på 5,6 procent er stadig utrolig højt, og derfor forventer jeg egentlig, at vi kommer til at have et højt renteniveau længe endnu, og at vi nok også får flere rentestigninger fra ECB og FED (Den Amerikanske Centralbank, red.).«

ECB holder sit næste rentemøde 15. juni. ECBs rente ligger i dag på 3,25 procent. Forventningen er, at ECB vil hæve renten med 0,25 procentpoint i juni og med yderligere 0,25 procentpoint senere på sommeren.