Et mystisk og fuldstændig ukendt navn dukkede pludselig op, da FC København lørdag offentliggjorde sin trup til søndagens kamp mod Silkeborg.

Med trøjenummer 75 stod den noget ubeskrevede Niels Damgaard uden videre forklaring som en af de spillere, der søndag skal forsøge at tage et skridt tilbage i guldkampen, hvor FCK halser efter topholdene.

Og dét gav altså anledning til stor undren.

På det sociale medie X begyndte fodboldfans at spekulere i en sådan grad, at Niels Damgaard var det mest trendende emne, og teorierne om det mystiske navn var mange.

Men troede man, at det måske var en ny boldspillende forsvarer eller en skadesfri angriber hevet op fra ungdomsafdelingen, ja, så fik man sig en overraskelse.

For bag navnet gemmer sig en syvårig fodboldglad knægt, der i denne weekend får sig en oplevelse, der formentlig vil gå rent ind hos vennerne i 1. klasse.

Niels Damgaard skal nemlig leve som professionel fodboldspiller i FCK denne lørdag og søndag, oplyser klubben.

Han er født med den sjældne sygdom Adams-Oliver-syndrom, der gør, at han har mindre fingre på begge sine hænder og mangler forfoden af sin ene fod.

Derfor er han en del af SMILfonden og i et samarbejde mellem FCK og fonden har Niels altså fået en fod indenfor hos Løverne.

Lørdag var han således på FCKs træningsanlæg for at hilse på klubbens spillere og søndag skal han møde ind med FCK i Parken, hvor han skal være med omkring holdet før og under kampen.

»Det bliver en sjov weekend, som jeg glæder mig rigtig meget til. Og det bliver rigtig stort at kunne være så tæt på holdet og prøve at være med som professionel fodboldspiller,« siger syvårige Niels til FCKs hjemmeside.

Kampen mellem FC København og Silkeborg spilles klokken 16.00 i Parken - du kan følge hele søndagens Superliga her på Bt.dk.