Argentinerne har fået styrket håbet på, at Lionel Messi kan spille sig ud af Diego Maradonas skygge, efter stjernespillerens hattrick i den afgørende VM-kvalifikationssejr på 3-1 over Ecuador. Men der mangler stadig noget

»Jeg har gjort alt, jeg kan. Det gør ondt ikke at være mester.«

Øjnene var blanke. Blikket stift. Da Lionel Messi tydeligt påvirket fortalte, at landsholdskarrieren for ham var et overstået kapitel efter sidste års nederlag i Copa America-finalen, var han lamslået. Igen havde det, som legenden Diego Maradona gjorde - skaffet Argentina en stor titel - slået fejl. Messi efterlod sit fodboldafhængige hjemland og en hel sportsverden i granatchok.

Foto: JASON SZENES
Vis mere

Spol tiden godt halvandet år frem, og så er alt labre tangotrin, velstegt bøf og fodboldfestivitas i Argentina igen. I hvert fald for en kort stund. Lionel Messi scorede natten til onsdag et hattrick i argentinernes 3-1-sejr over Ecuador og dermed VM-kvalifikation. Tilbage på landsholdet - og et lille skridt tættere på at være ude af Diego Maradonas skygge.

Ganske vist var det ikke en titel, som Lionel Messi sikrede argentinerne, men vurderet ud fra de vilde jubelscener må det næsten have føltes sådan. Argentinerne skulle vinde for som minimum at være sikker på to playoff-kampe mod Australien, og da de øvrige resultater faldt ud til Argentinas fordel, endte det med direkte kvalifikation. En kulmination og Messis fortjeneste, ikke mindst.

Foto: EDGARD GARRIDO
Vis mere

Jonas Schwartz, der er kommentator for TV3 Sport, har boet i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, og fulgt Messis landsholdskrise helt inde fra de argentinske fodboldhjerter. Han tillægger Messis opvisningsshow enorm vægt - også i forhold til den uundgåelige sammenligning med alle tiders argentinske landsholdsspiller, Diego Maradona.

»Det er den vigtigste præstation, som Messi har haft på landsholdet. Han har spillet bedre landskampe, men det her var en ikonisk én og en kamp, som vi vil huske. Det var ’una noche maradoniana’ (en maradoniansk aften, red.). Ikke alene fordi at Argentina kom til VM, men fordi Messi gjorde det alene. Havde Messi ikke præsteret, ville Argentina have stået med den største fiasko i landsholdshistorien. Det skal man have for øje,« siger Jonas Schwartz.

Diego Maradona brillerede i 1980’erne og særligt ved verdensmesterskaberne i Mexico i 1986, når det kommer til argentinsk landsholdsfodbold. Ingen kan gøre indvendinger imod, at Diego Maradona var den med afstand vigtigste argentiner i triumfen, som sammen med VM-titlen i 1978 på hjemmebane er det største resultat i landsholdets historie.

Lionel Messi mangler stadig et lignende resultat i VM-sammenhæng, der for argentinerne er det største, som man kan vinde. Punktum. En OL-titel rimer bare ikke nær så godt som en VM-titel. Det ville end ikke en Copa America-titel gøre, og derfor er mange i Argentina stadig af den overbevisning, at Diego Maradona er den største landsholdsspiller i Argentinas historie, siger Jonas Schwartz.

»I Argentina tæller man VM-titler. Man tæller ikke Copa America-titler. Man føler, at man skal være med i kampen om at vinde et VM, og mange argentinere har den opfattelse, at Messi stadig ikke har gjort nok. Der er ingen tvivl om, at han er en af de bedste i hele verden, men når man er det, skal man lede sit hold til store triumfer. Det gjorde Maradona,« siger han.

 
Vi har samlet alle Lionel Messis La Liga-mål efter 5. spillerunde.
Vis mere

FC Barcelona-spilleren fylder 31 år midt under VM-slutrunden i Rusland, helt præcist 24. juni. Slutrunden begynder 14. juni med finale 15. juli. Apropos finale har Lionel Messi allerede været i en VM-finale. Det var han senest i Brasilien i 2014, da Tyskland vandt med 1-0. Messi var dog relativt usynlig - i modsætning til kampen i Ecuador.

»Det er jo præcis sådan en kamp som i Ecuador, der gør, at han kommer endnu tættere på Maradona. Nu tager Messi ansvaret på sig som lederen selv på et middelmådigt hold, og det er i det perspektiv, at argentinerne ser på det. Det var ikke tilfældet i den seneste VM-finale, hvor opfattelsen i højere grad var, at det var spillere som Javier Mascherano, der førte Argentina til finalen,« siger Jonas Schwartz.

Argentinerne skal have lov til at nyde kvalifikationen for nu, men virkeligheden er, at holdet står med et stort uforløst potentiale. Spillet i denne VM-kvalifikation har ganske enkelt været for ringe, og man er vel nærmest kun med takket være Messis individuelle færdigheder. En spiller som Paulo Dybala, en af de største profiler i europæisk fodbold, har kun formået at slå igennem på klubplan i Juventus, og defensiven har været sløj.

Heller ikke landstræner Jorge Sampaoli har fundet rytmen. Han har skiftet meget ud og leder stadig efter sin idealopstilling.

Derfor mener Jonas Schwartz, at det for nu vil være utopisk og useriøst at regne Argentina for et bud på en kommende verdensmester - den titel, som Lionel Messi så inderligt behøver, hvis han vil være den store mester, som han talte om i stunden efter Copa America-finalenederlaget i 2016. Hvis han virkelig skal tage det store skridt ud af Diego Maradonas skygge.