»Mit mål er, at jeg skal til VM i Qatar.«

Sådan lyder den klare udmelding fra Christian Eriksen over for DR.

Han har nemlig fået grønt lys for at spille videre af lægerne, fortæller han og bekræfter hermed den herlige og vilde nyhed om, at han rent faktisk stiler efter et vanvittigt comeback på fodboldbanen.

Det er første gang, at den 29-årige dansker tager bladet fra munden, siden han faldt om i kampen mod Finland i juni-måned. Og nu åbner han for, at han skal fortsætte sin fodboldkarriere.

Christian Eriksens mål ser sådan her ud: at spille i landsholdstrøjen igen.
Christian Eriksens mål ser sådan her ud: at spille i landsholdstrøjen igen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Fordi hjertet er gennemtjekket, og han er overbevist om, at det, han allerhelst vil, er at spille fodbold igen.

Siden chokket i juni har Eriksen slet ikke oplevet problemer med hjertet, og derfor kommer han også med flere opsigtsvækkende udmeldinger.

Blandt andet denne.

»Ikke det fjerneste. Jeg var lidt i starten påpasselig med, hvor meget kan ens hjerte holde til nu, efter hvad der er sket og ligesom teste det igennem, men jeg føler, jeg er blevet clearet og er blevet testet og holdt hånden over så meget, som jeg overhovedet kunne. Så nej, jeg er overhovedet ikke bange for, at det skulle ske igen,« siger landsholdsstjernen om at falde om på ny.

DR havde landstræner Kasper Hjulmand med i aftenens TV-avis 18.30, og her blev han spurgt ind til den vilde nyhed om Christian Eriksen.

Her var landstræneren kategorisk.

»Det ville være fantastisk at have ham til VM i Qatar,« forklarede Kasper Hjulmand.

»Begynder han at spille fodbold, har jeg svært ved at tro, at han ikke kan genfinde det niveau, som han havde i 10 år i træk indtil i sommer, hvor han var første mand på holdkortet. Når han spiller på det niveau, vi ved, han kan, kan han spille på alle hold i verden. Også det danske landshold.«

Den omdiskuterede VM-slutrunde i Qatar spilles i november og december i år.