Hun så sin mor få tæsk, hendes far lærte hendes søskende at straffe drillende børn, og hendes bedstefar fik hjertestop for øjnene af hende.
Landsholdsstjernen Nadia Nadim har oplevet en del i sit liv, men det har også været med til at forme hende. Hun boede i Afghanistan med sine forældre og fem søskende, inden familien flygtede til Danmark. Børnene var flere gange vidner til, hvordan farens voldsomme temperament gik fysisk udover familien. En dag slog han moren så hårdt i ansigtet, at hun faldt ned på stuegulvet. En anden dag lærte han storesøsteren Giti, hvordan hun skulle stramme et bælte om en drillende drengs hals.
Det fortæller Nadia Nadim i sin nye bog ’Min historie’.
Overfor B.T. Sport kalder hun barndommen okay. Udover de ting faren, der var general i den afghanske hær og blev dræbt af Taliban, gjorde. For det var hårdt at se ham slå.
»Det var selvfølgelig ikke rart at opleve. Jeg følte generelt, jeg var tættere på min mor end min far, for han var ofte ude at arbejde, mens min mor passede og opdragede os. Det var ikke en rar følelse. Man kunne jo ikke gøre noget, fordi man var et barn. Langt hen ad vejen troede jeg, det var sådan, det skulle være. Det var først senere, jeg fandt ud af, at sådan gør man ikke,« siger Nadia Nadim.
Hun er ikke i tvivl om, at hun har arvet sin vindermentalitet fra faren. Og sit temperament, som hun styrer ved at lade fødderne tale på banen. På trods af farens svingende humør, føler Manchester City-spilleren, at det har været med til at gøre hende til den, hun er i dag.
»Det har formet mig, som jeg er lige nu, og det, tror jeg, er okay. Der har været nogle ting, som børn ikke skal opleve, men jeg føler ikke, det er de eneste ting, der kommer til at påvirke en i livet. På den måde føler jeg, jeg har fået det bedste ud af det,« siger Nadia Nadim, der også mener, hun har fået en vis styrke.
»Jeg er jo ikke typen, der vil lægge mig ned og lege offer. Hvis der er nogen, der overskrider mine grænser og kommer så tæt på mig og prøver at få mig ned med nakken, så er jeg også typen, der kan forsvare mig selv,« siger fodboldstjernen, der i en ung alder lærte at sige fra.
Der er dog én ting, der stadig udfordrer hende. Da hun var barn sagde faren, at hverken hun eller hendes søskende skulle græde foran ham, hvis andre gjorde dem noget, og dén ting sidder stadig dybt i hende,
Det er noget, hun flere gange har kæmpet med under interviews.
»På et tidspunkt, da vi var yngre, tror jeg, vi følte, det var svaghed, hvis man græd. Det synes jeg ikke mere. Jeg er stadig ikke fan af at græde foran folk, jeg ikke kender. Så åbner man alt for meget op. Det vil jeg helst ikke, men det er ikke altid, jeg kan styre det. Det er mest, hvis det er folk, der prøver at få en ned med nakken, jeg ikke bryder mig om det. Jeg ville føle, de havde vundet, og jeg havde tabt, hvis jeg græd foran dem. Jeg ville hade, hvis det skete,« siger Nadia Nadim, der ikke kun er blevet formet gennem barndommen.
En særlig dag i 2009, som hun fortæller om i sin bog, har også haft indflydelse.
Hendes bedstefar fik noget galt i halsen til et familiearrangement og var ved at blive kvalt. Resolut gav Nadia Nadim førstehjælp til bedstefaren, der fik hjertestop, og på hospitalet konstaterede lægerne, at hans liv ikke stod til at redde.
»Det var en hård episode, man nok ville skånes for. Men det er livet, og man kan ikke styre, hvad der sker. Jeg tror også, det var et vendepunkt for mig i forhold til at vælge lægestudiet. Det var en kombination af, at jeg kunne se, hvordan jeg reagerede i pressede situationer, hvor kølig jeg kunne være, og hvordan jeg havde det efterfølgende,« siger hun.
Følelsen af at hun faktisk handlede, hjalp hende i den triste situation.
»Det gik bare op for mig, at man kunne gøre en stor forskel, og jeg vil gerne være i de situationer med meget pres, og hvor man har folks liv i hænderne og kan berøre så mange andre mennesker. Selvfølgelig var det en virkelig trist episode, men jeg prøvede at få det bedste ud af det, når nu jeg tænker på det. Vi dør jo alle sammen, men når jeg tænker på det, er det ærgerligt, han skulle dø sådan. Personligt nåede jeg at tage afsked, så jeg havde det ikke så dårligt, uden at det skal lyde forkert. Jeg føler, jeg gjorde, hvad jeg kunne for ham,« siger Nadia Nadim, der har ét semester tilbage på studiet.
