Racisme. Et ord der har fyldt meget i fodboldverdenen den sidste tid grundet racistiske tilråb fra fans til spillerne.

Nu står en stor Serie A-profil frem og fortæller, hvordan han har oplevet racisme.

Specielt i Serie A har racisme været et problem og senest stod Romelu Lukaku frem efter, at han blev udsat for racisme i en kamp mod Cagliari for lidt over en uge siden.

Efterfølgende har den tidligere Premier League-stjerne, Demba Ba, endda været ude og ønske, at alle sorte spillere forlader Serie A grundet de racistiske tilråb.

Inters Romelu Lukaku.
Inters Romelu Lukaku. Foto: Daniele Mascolo
Vis mere

Nu fortæller en af Serie A's største profiler, Napolis fransk-senegalesiske forsvarsgeneral Kalidou Koulibaly, også om racistiske tilråb.

Det gør han til mediet The Players Tribune igennem en rørende fortælling:

»Den første gang, jeg virkelig oplevede racisme i fodbold, var mod Lazio for et par sæsoner siden. Hver gang jeg fik bolden, hørte jeg fansene lave lyde. Men jeg var ikke sikker på, om jeg bare forestillede mig det. Da bolden gik ud af spil, spurgte jeg mine holdkammerater: 'Gør de kun dette mod mig?',« fortælller Koulibaly, inden han fortsætter:

»Jeg blev klar over, at nogle Lazio-fans lavede abelyde, hver gang jeg rørte ved bolden. Det er umuligt at vide, hvad du skal gøre i dette øjeblik. Der var tidspunkter, hvor jeg ville gå væk fra banen, men så fortalte jeg mig selv, at det er nøjagtigt det, de vil have. Jeg kan huske, at jeg tænkte for mig selv, 'Hvorfor gør de det? Fordi jeg er sort? Er det ikke normalt at være en sort fyr i denne verden? '.«

»Du spiller bare det spil, du elsker, ligesom du har gjort tusind gange før. Du føler dig såret. Du føler dig fornærmet. Helt ærligt kommer det til et punkt, hvor du praktisk talt skammer dig,« siger Kalidou Koulibaly.

Efter lidt tid stoppede dommeren kampen grundet abelydene, men Koulibaly ville fortsætte opgøret.

Stadionspeakeren fortalte ud over stadion, at lydene skulle stoppe. Men det gjorde de ikke.

Det efterlod Koulibaly rasende efter kampen, men så kom han i tanke om noget:

»Ved slutfløjtet gik jeg hen til spillertunnelen, og jeg var meget, meget vred. Men så huskede jeg noget vigtigt. Før kampen var der en lille indløbsdreng, der gik med mig på banen. Han spurgte, om han kunne få min trøje. Jeg lovede, at jeg ville give den til ham efter kampen. Så jeg vendte mig om og prøvede at finde ham.«

»Jeg fandt ham på tribunen og gav ham min trøje. Og gæt hvad den første ting, han sagde til mig var? 'Jeg er meget ked af det, der skete.' Dette påvirkede mig virkelig meget. Denne lille fyr undskyldte for jeg ved ikke hvor mange voksne mænd. Og dette var den første ting, han tænkte på - hvordan jeg havde det. Jeg sagde til ham, 'Det betyder ikke noget. Tak skal du have. Vi ses.'«

Kalidou Koulibaly og Napoli har tre point i to kampe i Serie A.

Senest blev det til et 4-3 nederlag mod Juventus. En kamp hvor Koulibaly blev skurk med et selvmål.