Liverpool markerer 25-års dagen for Hillsborough-ulykken før klubbens vigtigste kamp i årtier.

Det er klubbens vigtigste kamp i 24 år, men for Liverpool handler opgøret mod Manchester City om mere end bare fodbold.

Klokken 14.37 sparkes topopgøret på Anfield Road mellem Liverpool og Manchester City i gang. Det er syv minutter senere end sædvanligt. For at forstå det skæve kamptidspunkt skal man skrue tiden 25 år tilbage til den 15. april 1989 på Hillsborough i Sheffield. 96 Liverpool-fans mister livet, da alt for mange mennesker var blevet lukket ind på det samme tribuneafsnit. En ulykke, klubben stadig slikker sine sår efter.

Blandt andet sled det så hårdt på den daværende manager Kenny Dalglish at overvære samtlige 96 begravelser, at han, efter at have ført Liverpool til sit seneste mesterskab, trak sig som manager efter sæsonen i 1990.

Nu har Liverpool efter snart 25 år uden et mesterskab igen titlen indenfor rækkevidde, men Hillsborough er ikke glemt. Langt fra. Det markeres i eftermiddag, når et følelsesmæssigt hjemmepublikum mindes sine afdøde venner klokken 14.36. Det præcise tidspunkt for ulykken.

Også på banen fylder det stadig meget. Anfører Steven Gerrard mistede sin fætter i Sheffield. Nu vil han vinde mesterskabet for ham. Det kræver i første omgang tre point mod Manchester City, og ifølge udeholdets manager er der gode chancer for en sejr.:

- Jeg mener, at Liverpool er favoritter, fordi de topper tabellen. Men det er ikke, fordi jeg forsøger ikke at tage presset væk fra spillerne. I alle store klubber ved man, at man spiller under pres, siger en underspillende Manuel Pellegrini til klubbens hjemmeside.

Liverpool fører Premier League med 74 point, det er fire mere end Manchester City, der med to kampe i hånden fortsat selv har mesterskabet i egne hænder. Chileneren ankerkender dog, at det bliver en særlig eftermiddag på Anfield.

- Det bliver en følelsesmæssig dag, men det hold, der er bedst i stand til at holde hovedet koldt, vinder. Det er vigtigt at være motiveret til de store kampe, men spillerne skal kunne styre deres iver. Det er helt essentielt, lyder det.

Hjemmeholdet går ind til topbraget fyldt med selvtillid efter hele ni sejre i træk. Især på eget græs har Liverpool været flyvende. Og den fordel skal udnyttes, lyder det fra manager Brendan Rodgers:

- Vores fans vil igen lægge pres på modstanderne. Anfield er et specielt sted at spille – og et vanskeligt sted at komme til som udehold, siger Liverpool-manageren før topbraget.

Den omvendte kamp endte med en 2-1-sejr til de lyseblå. Så med revanchelyst, mesterskabsdrømme og en hyldest til ’de 96’ i sigte, er der lagt op til speciel eftermiddag på Anfield Road.