Trine Dyrholm må for anden gang se en anden tage prisen som årets skuespillerinde ved European Film Awards.

Britiske Olivia Colman vinder prisen for sin rolle i filmen 'The Favourite'.

Trine Dyrholm var nomineret for sin hovedrolle i filmen 'Dronningen'.

Det er anden gang, at Trine Dyrholm var nomineret til prisen. Første gang var for sin rolle i filmen 'Kollektivet'.

Skuespillerne Connie Nielsen og Iben Hjejle har tidligere været nomineret i kategorien.

I 'Dronningen' spiller Trine Dyrholm en stjerneadvokat, der indleder en affære med sin 17-årige stedsøn.

Filmen blev en stor succes med over 320.000 solgte billetter og en række flotte anmeldelser.

Den danske film ’Ditte og Louise’ var nomineret i kategorien bedste komedie. Også i denne kategori tog 'The Favourite' prisen.

Skuespiller Jakob Cedergren er også til stede ved festivalen, hvor han sammen med den unge italienske skuespiller Benedetta Porcaroli skulle præsentere vinderen af en pris.

Benedetta Porcaroli fik sit internationale gennembrud i Netflix-serien 'Baby' omhandlende to skolepiger, der prostituerer sig selv.

Cedergren og Porcaroli overrakte prisen for bedste europæiske manuskriptforfatter til Céline Sciamma for filmen 'Portrait of a lady on fire'.