Karoline Olsen blev steriliseret mod sin vilje, og som 21-årig blev hun tvangsanbragt på kvindeanstalten Sprogø.

Men onsdag aften er Karoline Olsen – som en i dag 92-årig kvinde, der siden anbringelsen fandt friheden i Sverige – mødt op som æresgæst til premieren på filmen 'Ustyrlig'.

En film, der skildrer nogle af de uhyrligheder, hun og omtrent 500 andre kvinder blev udsat for på kvindehjemmet på den lille ø, der i dag ejes af A/S Storebælt.

»Det bliver ret så spændende at se,« fortæller den 92-årige overlever til B.T. på den røde løber.

»Jeg kom ligesom i den sidste pause, inden de lukkede Sprogø. Jeg var ikke så længe derovre, men alligevel var jeg jo derovre. Så lukkede de stedet,« forklarer Karoline Olsen, der nåede at tilbringe et ufrivilligt år på Sprogø i 1951.

For i 1961 lukkede Sprogø, der siden 1923 havde fungeret som en anstalt for de såkaldt 'defekte, uregerlige og moralsk åndssvage' tvangsanbragte kvinder. Kvinder, der forbrød sig mod datidens seksualmoral, og som aldrig fik at vide, hvornår de kunne slippe fri. Og mange skulle i så fald steriliseres først.

Karoline Olsen befandt sig selv på anstalten i dets sidste årti.

Men selvom 'Ustyrlig' foregår i kvindehjemmets første årti, så kan hun godt nikke genkendende til sin egen situation i de klip, hun har set på forhånd fra filmen.

»Jeg kan ligesom ikke tænke på andre, jeg kan tænke på mig selv. Jeg var lidt ustyrlig, det var jeg jo, men hvad gør man ikke for at komme væk. Man gør jo alle ting. Og man gør mange dumheder først, som jeg gjorde. Man tænker bagefter: 'Hvad har jeg gjort, når man bliver behandlet på den vis, som man bliver? Hvad skal man gøre?'« lyder det fra Karoline Olsen.

Men i dag er hun fri.

Og så står hun også til at få den undskyldning fra officiel side, som hun har ønsket sig i mange år.

»Det betyder jo meget. Men om de gør det, det ved jeg ikke,« siger Karoline Olsen.

Tirsdag meldte Social-, Bolig- og Ældreministeriet ud, at man kommer til at give en undskyldning fra den danske stat til ikke mindst de mange kvinder, der blev tvangsanbragt i de knap 40 år, kvindeanstalten på Sprogø eksisterede.

»Det er vigtigt, at vi lytter til særligt de mest smertefulde dele af vores historie og lærer af dem. En undskyldning fra statens side er derfor på sin plads,« udtalte social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse i den forbindelse.

Det bliver ligeledes socialdemokraternes Pernille Rosenkrantz-Theil, der skal levere undskyldningen, som omstændighederne stadig er uklare omkring.

Karoline Olsen tvivler fortsat på, at undskyldningen kommer.

Hun blev også sidste år lovet en undskyldning fra den daværende socialdemokratiske social- og ældreminister Astrid Krag. Men så kom der en ny regering, og det er desuden fortsat ikke statsminister Mette Frederiksen (S), der leverer undskyldningen.

»Vi får at se, jeg kan ikke gøre mere. Får jeg en undskyldning, så får jeg det,« slutter Karoline Olsen.