‘Du er for fed.’
‘Jeg ved, at Martin knalder ludere i Nyhavn.’
‘Jeg kender hende, hun er skide doven og har aldrig lavet dagens gode gerning.’
‘Den eneste succes, han har haft, er Jubii. Siden har han ikke lavet noget …’

Sådan lyder nogle få af de kommentarer, Jannie og Martin Buch Thorborg, har fået siden første afsnit af tv-programmet ‘Buch Thorborg’ blev vist på Discovery+.

»Det er nogle ret hardcore ting, folk skriver, og vi kan genkende os selv SÅ godt i programmet. Så det er virkelig os, de ikke kan lide. Det gør da lidt mere ondt,« siger han.

Programmet følger iværksætterparret, der fejrede deres bryllup med at købe to hoteller og et vandrerhjem i Gudhjem på Bornholm og kaste sig ud i et gigantisk istandsættelsesprojekt.

Parret blev sidste sommer viet i deres egen have af en giftefoged.
Parret blev sidste sommer viet i deres egen have af en giftefoged. Foto: privatbilleder
Vis mere

Han er 51, hun er 39 år. Begge er garvede businessfolk, og vant til at skulle kæmpe for at få deres ideer ført ud i livet. Alligevel er de blevet overraskede over, hvor meget modstand, de har mødt på de sociale medier, og hvor hård retorikken er.

»Jeg har fået beskeder fra folk, der har skrevet, at jeg er et pattebarn – og i øvrigt også grim. Det slags bliver jeg ked af,« siger Jannie Buch Thorborg og bliver bakket op af sin mand:

»Det gør vi begge. Selvfølgelig bliver man ked af det, når ens udseende bliver kritiseret, eller man får at vide, at man ikke laver noget. Men det med Nyhavn, bliver jeg ikke ked af, for det ved jeg, at jeg ikke har gjort.«

Kort efter den tidligere Jubii-medstifter, Martin Thorborg, sidste år i august giftede sig med Jannie Buch, der er søster til  ‘Løvens Hule’-investor Jesper Buch, var der respons i kommentarspor på de sociale medier.

Martin og Jannie Buch Thorborg er mand og kone og forretningspartnere. Sammen har de købt tre hoteller på Bornholm, som de har været i gang med at istandsætte og modernisere.
Martin og Jannie Buch Thorborg er mand og kone og forretningspartnere. Sammen har de købt tre hoteller på Bornholm, som de har været i gang med at istandsætte og modernisere. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

‘Du har kun giftet dig med Jannie for at komme tættere på Jesper Buch,’ lød beskeden.

Hvilket han ikke selv husker, som den primære årsag til, at han friede.

De var forberedt på, at folk ville reagere på programmet. Så de øver sig i ikke at dykke for langt ned i hadbeskederne, tage en ‘dyb indånding’ og komme hurtigt videre. Men især Jannie Buch Thorborg har været frustreret over kommentarerne.

»Jeg køber tre hoteller, har selv sparet halvanden million op,  knokler røven ud af bukserne, og så skal jeg svines til. Hvad mere vil I have,« spørger hun.

Jannie Buch Thorborg er 39 år og har sønnen Holger.
Jannie Buch Thorborg er 39 år og har sønnen Holger. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Nogle gange kan hun ikke styre sin nysgerrighed, men må vide hvem det er, der skriver.

»Så googler jeg og opdager, at hende, der skrev, at jeg var en ‘led møgkælling’, for eksempel er en sød bedstemor fra Kolding, med et profilbillede, hvor hun bager boller med sine børnebørn.«

Nogle gange sender hun svar retur. For eksempel til en kvinde, der skældte Jannie Buch Thorborg ud for at være ‘barnlig, latterlig og tale grimt’.

Til hende skrev hun: ‘Vil du så ikke lære mig det? Du taler selv så pænt,’ efterfulgt af en hjerte-emoji. Det affødte endnu en besked, denne gang i en helt anden tone:

»Hun blev flov, og jeg fik en lang undskyldning. Det var egentlig meget cool. Men det er, som om man ikke tænker over, at der er rigtige mennesker i den anden ende, når man skriver på Facebook.«

Martin Buch Thorborg har to store børn fra et tidligere ægteskab. For fem år siden mødte han Jannie, som han blev gift med sidste år.
Martin Buch Thorborg har to store børn fra et tidligere ægteskab. For fem år siden mødte han Jannie, som han blev gift med sidste år. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

På trods af de mange kommentarer, har parret ikke fortrudt, at de sagde ja til at være med i programmet.

»Jo, lige da det kom ud, gjorde jeg. Men nu er jeg ved at vænne mig til det, og det er god markedsføring af vores hoteller,« siger Jannie Buch Thorborg.

Nu overvejer parret, om de vil sige ja til en sæson to af programmet.

»Produktionsselskabet vil gerne i en mere personlig retning, det har vi sagt nej til. Det er iværksætteriet, vi vil dele,« siger Martin Buch Thorborg.