Mens resten af verden er i mere eller mindre fuld beredskab på grund af corona-udbruddet, sidder 14 mennesker i et hus i tyske Köln uvidende om den verdensomspændende sundhedskrise.

Producenterne bag den tyske udgave af 'Big Brother' har nemlig endnu ikke fortalt deltagerne om situationen uden for husets mure.

Størstedelen af de 14 mænd og kvinder har været indespærret i huset siden 6. februar, hvor corona-udbruddet endnu ikke var omsiggribende i Europa.

De deltagere, der er kommet ind siden premieren, er med store ord blevet fortalt, at de ikke må underrette de andre beboere i huset om situationen.

Noget, som Sat. 1, der står bag den tyske produktion af programmet, er blevet kritiseret heftigt for.

Hidtil har tv-kanalen forsvaret sig med, at deltagerne naturligvis ville blive underrettet, såfremt et familiemedlem blev syg med virussen.

»Det siger sig selv, at beoerne vil blive informeret, hvis der er grund til det. Hvilke oplysninger de i så fald får, bliver besluttet i samarbejde med deres pårørende,« har det tidligere lydt til Süddeutsche Zeitung.

Men nu er der kommet andre boller på suppen. Tirsdag klokken 19 planlægger produktionen nemlig at inddrage beboerne i den ekstraordinære situation, Tyskland og resten af verden står overfor.

Det sker i en særudgave af programmet, hvor programmets vært, Jochen Schropp, og læge Andreas Kaniewski vil samle beboerne til et orienteringsmøde. Alt imens der filmes og sendes live.

Beboerne vil desuden få lov til at stille de spørgsmål, de måtte have om corona-krisen, der ifølge Johns Hopkin- universitetet, der monitorerer udbruddet, hidtil har kostet 17 tyskere livet, mens mere end 7.000 er diagnosticeret med sygdommen.

'Beslutningen er blevet truffet i samråd med de pårørende,' lyder det på programmets hjemmeside.

Samme beslutning blev i weekenden truffet i Australien, hvor man ligeledes er i gang med optagelserne til det populære realityprogram.

Her har deltagerne været lukket inde i cirka tre uger og har derfor ikke været vidende om den seneste udvikling af coronaudbruddet, der i Australien ifølge Johns Hopkins-universitetet har kostet tre liv, mens yderligere 377 er konstateret smittede.

»Beboerne er blevet informeret om den aktuelle situation, og vi er konstant i kontakt med deres familier, så alle involverede er opdaterede,« lød det mandag fra en talsperson på programmet, skriver News.com.au.

Også i Canada bliver der i disse dage optaget 'Big Brother', og også her har deltagerne indtil for ganske nyligt været uanende om situationen.

Det var først, efter deltagerne begyndte at undre sig over, at de ikke længere kunne høre et publikum uden for husets mure, de blev informeret om situationen, skriver BBC.

Deltagerne bliver desuden løbende orienteret om, hvordan deres familier har det.

I Canada har virussen kostet fire personer livet. 439 er desuden blevet registreret smittede ifølge Johns Hopkins-universitet.

Hverken i Tyskland, Australien eller Canada planlægger tv-selskaberne bag de respektive programmer at droppe realityshowet.