Du har sikkert set dem i dit Facebook-feed. Videoerne, hvor en læge skærer en kæmpe byld op, hvorefter pusset vælter ud. Eller dem, hvor en bums eksploderer i lange hvide tråde ved den letteste berøring.

Alle er enige om, at det er møgulækkert. Men der er jo også en grund til, at de deles i så stor stil. Og det er, at nogle samtidig finder denne klamhed helt tilfredsstillende.

Én af dem er skuespiller Anne Sofie Espersen. Det afslører hun i Kanal 4-programmet ’4-Listen: Det vi siger’, der i tirsdagens afsnit skal handle om hemmelige laster.

Faktisk elsker hun de klamme YouTube-videoer så højt, at hun selv har overvejet at gøre karriere inden for bumsepresning og behandling af betændte sår.

»Hvis jeg ikke skulle være skuespiller mere eller ikke havde mere at lave, så skulle jeg uddanne mig til sygeplejerske og komme på sådan en afdeling, hvor man skulle rense sår,« siger hun bl.a. i klippet, som du kan se over artiklen.

Her bakkes hun op af håndboldspiller Kristina 'Mulle' Kristiansen:

»Inde på Facebook kan jeg se en video, med en mand, der har en kæmpe bums i nakken. Og det sprøjter ud, og jeg sidder bare og tænker: ’Fuck, hvor er det lækkert’. Altså, jeg gad godt, at det var mig. Jeg elsker det,« afslører hun.

I ’4-Listen: Det vi siger’ har man undersøgt danske kvinders vaner og holdninger i samarbejde med analyseorganisationen YouGov og således listet kvindernes mest skamfulde laster fra et til ti. Og her ryger ’Jeg fjerner hår og bumser på min kæreste’ ind på en sjetteplads.

Det erklærer tv-vært og blogger Christiane Schaumburg-Müller sig ligeledes skyldig i.

»Der er bare noget meget charmerende ved bumser,« siger hun med et kæmpestort grin i programmet.

»Eller man har kigget på det dér hår, og det kribler bare i ens kosmetolog-fingre efter at tage pincetten ude fra badeværelset.«

’4-Listen: Det vi siger’ sendes hver tirsdag kl. 21 på Kanal 4.