Siden 2013 er produktionen af minkpelse faldet støt. Og det ser ud til at fortsætte.

Men det får ikke Kopenhagen Furs topchef, Jesper Lauge Christensen, til at ryste i bukserne.

Tværtimod mener han nu, at landets pelsdyravlere kan ane lys for enden af tunnellen.

De danske minkfarmeres indtægter vil stige i 2020 og endnu mere i 2021. Ligesom Danmarks milliardeksport af skind vil følge trop, mener Jesper Lauge Christensen.

I 2013 toppede eksporten af minkskind globalt med 90 millioner skind, men efterfølgende er den faldet år for år til i 2019 at være helt nede på 40 millioner, skriver Børsen.

Jesper Lauge Christensen forudser, at produktionen falder yderligere til 26-28 millioner skind i 2020.

Og at det er netop dét, der vil løfte priserne.

Skindene vil blive solgt på de to store tilbageværende auktioner hos Kopenhagen Fur og Saga Furs, fortæller topchefen og peger på, at de i 2021 vil få endnu færre skind.

»Vi forsøgte for et lille år siden, før sæsonens første auktion, at fortælle vores kunder, at der altså ville blive endnu færre skind i 2021, hvis ikke der skete noget med priserne. Det havde ikke den store effekt. Og det kommer de så nu til at mærke på auktionerne,« siger Jesper Lauge Christensen.

Jesper Lauge Christensen mener, at når nogle af auktionsgæsterne stadig har skind på lager, så er der for få, der rækker hænderne i vejret og byder på auktionerne.

Men nu har dem, der har skind på lager, og avlerne den samme interesse i at få priserne op, siger Jesper Lauge Christensen og fastslår, at højere priser også vil løfte værdien af lagerskindene.

Når der ikke er nok skind at sælge, er der selvsagt ikke nok job til minkfarmerne. Derfor er antallet af farmere faldet fra op mod 1.500 i 2013 til under 1.100 i dag.

Kopenhagen Fur har ligesom sine ejere, de danske minkavlere, måttet skære drastisk ned økonomisk for at få omkostningerne bragt ned. De har i alt sparet op mod 150 millioner kroner og skåret 130 job væk, så der nu kun er 320 tilbage.