Titusindvis af boligkunder i Realkredit Danmark får det nu lidt lettere.

I hvert fald har Danske Bank besluttet at sænke prisen på afdragsfrie realkreditlån i datterselskabet.

Ifølge Finans.dk betyder det lavere priser for i første omgang 28.000 kunder.

Fortsætter boligpriserne med at falde, vil besparelserne komme til at omfatte endnu flere kunder.

De afdragsfrie lån hos Realkredit Danmark har hidtil haft en speciel prismodel, hvor kunderne automatisk er blevet sat ned i bidragssats, når stigende boligpriser har fået deres belåningsgrader til at falde til under 60 procent af boligens værdi.

Havde banken ikke ændret prismodellen, ville kunderne også automatisk have fået højere bidragssatser, hvis faldende boligpriser sender deres belåningsgrader over 60 procent.

Administrerende direktør i Realkredit Danmark siger til Finans, at det nye tiltag især vil gavne førstegangskøbere.

»Vi kigger måske ind i en fremtid med faldende boligpriser, og vi ønsker at skabe tryghed for kunderne. Derfor ændrer vi vores prismodel og sænker prisen for afdragsfrihed,« siger Kamilla Hammerich Skytte.

Realkredit Danmark har selv beregnet, at de lavere priser vil give eksisterende kunder en årlig besparelse på omkring 40 millioner kroner.

Hvis boligpriserne i nærmeste fremtid falder tilbage til niveauet før coronapandemien, vil 15.000 kunder ifølge Realkredit Danmark undgå at blive sat op i bidrag med yderligere omkring 44 millioner kroner årligt.

Falder priserne mere end det, opnår flere kunder besparelser.