Det kendte computerspil 'Hitman 3' har givet økonomien noget af et skub hos en dansk spiludvikler.

IO Interactive, der holder til i København, har i regnskabsåret 2020/2021 præsteret et kæmpe overskud og en eksploderet omsætning, skriver Finans.

Selskabet har mere end fordoblet sin omsætning og tjent mere end 23 gange så meget, end man gjorde året før.

270,7 millioner kroner efter skat, lyder overskuddet på.

Som du kunne læse tidligere, så er årsagen det populære computerspil 'Hitman 3', der blev lanceret i januar 2021. I spillet er man en skaldet karakter ved navn Agent 47. Han er lejemorder og opererer i hele verden.

Første udgave udkom i 2000 og er senere blevet populært verden over.

Men selvom spillet har været populært længe, så har salget af den tredje version overgået ledelsens forventninger. Spillet er udviklet, finansieret og offentliggjort af firmaet selv.

IO Interactive har under spillets tre versioner løbende meldt ud, at man har et håb om at kunne udvikle et andet spil, der også bliver populært blandt verdens spilglade befolkning. De vil gerne være kendt for andet end 'Hitman'-universet.