En beskyttende hinde havde gennem årtier indkapslet skammen. Parkeret den på fortrængningens holdeplads. Indtil der pludselig blev prikket hul på den og gruen overmandede hende.
»Når jeg ser billedet af mig selv, af en lille sød pige med kæmpestor afro, tænker jeg bare: 'Hvordan kunne du gøre det? Hvad er hvad galt med dig menneske?'« siger Zindy Laursen. Om det seksuelle overgreb som hendes stedfar ifølge en ny bog udsatte hende for. Da hun var treethalvt år gammel.
Man siger, at kærlighedens veje er uransagelige. Men for mange også formet af fortiden. Af mønstre, der er blevet skabt tidligt i livet.
Sådan er det i hvert fald i Zindy Laursens. Hende, der med Cut'N'Move-hits som 'Give it up', 'I’m alive' og 'Round’n’round' har leveret lydtapetet til hundredtusindvis af danskeres liv. Som, set udefra, har lignet en succes.
Men det er kun den halve sandhed. Eller kvarte.
Nu sidder hun 52 år gammel på en café i København og ser tilbage på det liv, der på mange måder er formet af det misbrug og vold, hun ifølge eget udsagn som barn blev udsat for. Som hun nu har skrevet sig ud af.
'Frihed' hedder bogen. Hvor hun tager tyren ved hornene. Eller tyrene. For der har været mange.
»Noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet i mit liv,« kalder hun processen.
»For pludselig ser man sit liv udefra, ser barnet og alle de ting, hun har gået igennem og får lyst til at give hende et kram,« siger Zindy Laursen, som undervejs var nødt til at tage en lang snak med sin mor. For at hele nogle af de traumer, der havde bidt sig fast.
»Det var hårdt, men også dejligt at få snakket ud om de ting. For jeg var nødt til at få det ud,« siger Zindy Laursen og fortsætter:
»At blive udsat for svigt, vold og seksuelle overgreb i så ung en alder, er så skamfuldt. Men på godt og ondt er jeg kendt for at være åben og ærlig, og det er jeg nødt til at være her.«
»Så jeg håber bare, at der er nogen, der tænker: ‘godt, at hun stiller sig forrest i køen og snakker om det her’.«
Min sandhed
Og selvom det er voldsomme anklager, understreger Zindy Laursen, at det er hendes historie, hendes virkelighed. Som hun har opfattet den.
»For mig er det ikke voldsomme anklager. Men mit ønske er ikke at hænge nogen ud i bogen. Det er ikke en personlig heksejagt mod nogen. Det er vigtigt for mig, og det er derfor, at folk er anonymiseret.«
»Jeg har skrevet min virkelighed, min sandhed, og det behøver ikke være deres sandhed,« siger hun med reference til blandt andet at blive misbrugt i musikbranchen.
Zindy Laursen blev undfanget i Sydney, Australien – hvor hendes mor boede som ung – og var resultatet af et forhold til en afroamerikansk soldat, som var på orlov i byen.
Men inden hun nåede at komme til verden, var familien flyttet tilbage til Danmark, hvor hendes mor siden fandt en ny mand.
En mand, som lille Zindy ifølge bogen fra starten følte sig utryg ved. For vold og trusler lå konstant i luften. Såvel over for moderen som datteren. Og en nat blev døren åbnet til hendes værelse. Og hendes liv blev forandret.
»Efter det blev jeg en forsigtig og undertrykt pige, som gjorde ting i bukserne for at holde ham væk,« beskriver Zindy Laursen, som dengang hverken fortalte sin mor eller bedsteforældre om overgrebene.
Dannede mønster
Men da hun årtier senere endelig gjorde det, var hendes bedsteforældre ikke overraskede. Ikke mindst hendes mormor havde altid vidst, at der var noget galt, fortæller Zindy Laursen. Hvilket hendes egen mor ikke havde.
»Hun har indrømmet over for mig efterfølgende, at hun selv var bange for ham, så jeg stoler på, at hun ikke vidste noget,« forklarer hun og bærer ikke nag til sin mor.
År senere, da hun var teenager, blev Zindy Laursen igen udsat for voldtægt. Denne gang af en ven til en ny stedfar. Sammen med sin mor meldte hun ham til det lokale politi.
Men fordi der ikke var vidner til overgrebet, vægtede politiet ifølge bogen hans afvisning af, at overgrebet havde fundet sted højest.
»Jeg skammede mig over, at jeg havde anmeldt ham. For han fik mig til at fremstå som løgner.«
Det var de spor, der igen satte sig i Zindy Laursen. At hun følte sig forkert på den. Og dér, at hun i dag kan se et mønster i forhold til de mænd, hun har valgt.
Et mønster der, ifølge Center for seksuelt misbrugte, er kendetegnende for ofrene.
»Hvis jeg kigger tilbage med voksne øjne, ser jeg en naiv, glad og lykkelig Zindy, som troede på det bedste i mennesker, indtil jeg blev udsat for alle de her ting.«
Føles jo som kærlighed
»Der begyndte jeg at drage nogle konklusioner, som ikke var sunde. At alle mænd gerne måtte behandle mig sådan, at jeg ikke var god nok til dem. Så jeg begyndte at føle mig mindre værd ret tidligt.«
»Allerede da jeg mødte min første kærlighedsrelation, havde jeg den ubalance i mig. At jeg ikke var god nok. At jeg var for mørk, for grim, for sort. Overfor den store hvide mand. At jeg bare skulle være glad for, hvis der var nogen, der elskede mig,« beskriver Zindy Laursen.
I bogen fortæller hun om en næsten endeløs række af kuldsejlede forhold. Til kendte mænd fra musikbranchen, som hun i dag føler, brugte hende. Om længerevarende forhold til mænd, der angiveligt var voldelige overfor hende. Som hun igen og igen tilgav.
»Når folk spørger, hvorfor jeg blev så længe i et voldeligt forhold, ville jeg jo gerne væk, men lige så snart jeg hørte 'jeg elsker dig', dét som jeg higede efter, så gik jeg ikke.«
»Der måtte jeg være voksen nok til at kigge på, hvorfor jeg blev, og kunne se den røde tråd. For det er dét, jeg har været vant til. Det føles jo som kærlighed,« lyder hendes konklusion.
»Nu har jeg været single i et par år, og det er først nu, at jeg har fundet ud af, at jeg bliver nødt til at reparere det, lappe mig selv først, inden jeg kan være i et forhold igen. For ellers gentager jeg bare mønstret. Og det vil jeg ikke mere.«
»Jeg er ikke begyndt at date endnu, men nu tør jeg tiltrække noget, som måske er en smule mere sundt,« smiler Zindy Laursen.
»For det jeg ønsker mere end noget andet, er kærligheden. At have en at komme hjem til, at dele med. For at sidde der alene med sin gode rødvin er sgu ikke det samme.«
Hun klynker ikke. Faktisk griner hun meget. Er et godt sted i sit liv.
»Så lad os håbe, at jeg fanger én på et tidspunkt.«
'Frihed' er netop udkommet på forlaget Impact Press
Da der i bogen rettes voldsomme anklager om voldtægt, vold og misbrug mod konkrete personer, har B.T. bedt forlagsredaktør Olav Skaaning Andersen om en kommentar.
Hvilke overvejelser er der gjort i forhold til at frembringe dem og har I forsøgt at verificere anklagerne?
»Det er alvorlige overgreb, Zindy har været udsat for, og de skal frem i en bog, hvor hun selv er afsender og fortæller sin egen, ærlige historie.«
»Fordi det er erindringer, som Zindy selv har skrevet og ikke en journalistisk bog, er der intet krav om genmæle eller modsvar.«
»Men vi har intet ønske om, at mændene – uden at komme til orde – kan identificeres så mange år efter. Derfor har vi sørget for, at de pågældende mænd ikke umiddelbart kan genkendes.«
»Vi har undervejs ændret og anonymiseret enkelte navne og personer, og det nævner vi også i bogens kolofon. Det er ikke navnene, der er vigtige. Det er de handlinger, de har foretaget og som Zindy beretter om.«
Hvordan har I rådgivet Zindy omkring dem?
»Vi har rådgivet Zindy til at fortælle sine erindringer. Råt for usødet. Og fordi genren er en ikke-journalistisk bog, har vi rådet hende til at sørge for, at man ikke umiddelbart kan identificere de mænd, der udøver vold og overgreb mod hende.«
Det har ikke været muligt for B.T. at forelægge anklagen for stedfaren, da Zindy Laursen har anonymiseret ham og ikke ønsker at udlevere hans virkelige navn.
