Da hendes far lå på sit dødsleje, gjorde hun, som hun altid havde gjort. Drog omsorg for ham. Tog ansvar. Men forsøgte også at få den forløsende samtale med ham, som hun i årevis havde higet efter.
»Jeg havde en længsel efter, at han forstod, hvem jeg også var. At jeg også bare var et lille barn. Jeg ville så gerne have, at han så den anden side af medaljen. Hvad det også betød,« siger Nadia Kløvedal Reich.
Om sin far – den berømte forfatter og samfundsdebattør Ebbe Kløvedal Reich – og dét eksperiment, hun ufrivilligt var en del af. I et af landet ældste og mest kendte kollektivet. Maos Lyst.
Dén samtale vender vi tilbage til.
Hendes erindringer 'Det bedste man kan sige' er netop kommet på gaden. En bog, hvor hun ser tilbage på dét, hun er formet af.
'Et portræt af en lille pige, der forsøger at navigere i et ofte kaotisk barndomsliv, og den voksne kvindes forsøg på at finde sig selv', som den beskrives.
»Jeg ville gerne skrive en bog, som ikke var en historie om svigt, men heller ikke en forherligelse af tiden. For det var en kompleks opvækst,« siger den i dag 57-årige tidligere chef for DR Drama, Nadia Kløvedal Reich.
Som datter af Ebbe Kløvedal Reich var hendes opvækst i slutningen af 1960erne nemlig radikalt anderledes end de fleste af hendes jævnaldrendes.
I hendes var der ingen kære mor eller far. I stedet var lille Nadia delebarn i kollektivet.
Alle og ingen var hendes forældre. Alle og ingen tog ansvar for hende.
Så det gjorde hun selv. Mens der omkring hende blev eksperimenteret med familieformer, parforhold, seksualitet og bevidsthedsudvidende stoffer.
»Jeg tror, at mine forældre havde et genuint ønske om at forstå familien og relationer mellem mennesker på nye måder.«
»Så jeg fik jo en masse forskellige fædre og mødre, onkler og tanter. Og det har givet mig rigtig mange ting. Det er også derfor, at det er komplekst.«
»Men det er klart, at når man er et lille barn og bliver en del af sådan et nybrud, så har man til at begynde med ikke et beredskab eller fundament til at være en del af det,« fortæller Nadia Kløvedal Reich, som var fire år, da hun blev det.
På det tidspunkt var hendes forældre allerede gået hver til sit. Moderen flyttede ind i kollektivet Nordkrog, mens faderen boede få hundrede meter derfra i Maos Lyst, som han og Troels Kløvedal var med til at stifte. Ligesom de fandt på det berømte mellemnavn 'Kløvedal'.
Frisættelse var kodeordet. Der var bollerum og fællesspisning. Folk flyttede ud og ind hele tiden.
»For så var Troels (Kløvedal, red.) på jordomsejling, nogle tog på økologisk landbrugskollektiv på Langeland, andre til Thy-lejren eller Femø.«
»Så det var et samlingspunkt for nogle mennesker, som gerne ville ændre verden.«
I bogen fortæller hun om det store ansvar, hun tog på sine små skuldre, mens de voksne havde travlt med at ændre verden.
Om som lille pige at skjule og fortrænge en potentielt livstruende nyresygdom for forældrene, så den ikke forstyrrer dem i deres vigtige mission.
Om i en alder af syv-otte år at påtage sig ansvaret for sin lillebror i den kollektive familie. Skifte hans ble, når den tung af tis hang mellem benene på ham. Handle ind og sørge for at give ham mad.
Mens hendes far havde travlt med at realisere sig selv og de store idealer. Og jonglere mellem skiftende forhold.
»Ja, det var en stor opgave,« erkender Nadia Kløvedal Reich om det ansvar, hun tog på sig.
»Men selvom det er efterrationaliserende, så tror jeg, at jeg som barn havde en oplevelse af, at jeg havde nogle forældre, som virkelig troede på og havde tillid til, at jeg kunne,« siger Nadia Kløvedal Reich, som godt kunne ønske, at nutidens forældre udviste deres børn noget af det samme.
»For når du ser på børneopdragelse i dag, ser jeg meget forældre, der er enormt kontrollerende i forhold til deres børn og ikke nødvendigvis viser deres børn tillid til, at de selv kan,« forklarer hun om det, der er en del af kompleksiteten i hendes historie.
»Det er da klart, at jeg har haft perioder, hvor jeg har tænkt ‘hvorfor er jeg ikke vokset op i et murermesterhus med en mor og en far, der ventede hjemme med varm kakao og hjemmebagte boller?«
»Men at lave en stereotyp fortælling om fravær og savn eller modsat en forherligelse af, hvor fantastisk det var, er for mig ikke en spændende eller sand historie,« forklarer Nadia Kløvedal Reich, som var en del af eksperimentet frem til, at hun blev teenager.
Skal hun sætte ord på sin tid med sin kendte far i de år, gav kollektivet ham friplads til at gøre alt det, som han havde behov for at gøre.
»Nogle gange har jeg da tænkt, at hvis vi ikke boede i kollektiv, havde det været meget værre. For der var trods alt en base, var altid nogle mennesker omkring én,« smiler hun.
»Men min oplevelse af ham er jo også et fravær i forhold til det nære. I forhold til barnet. I forhold til at være far. For det bedste, man kan sige om far, er, at han var en god onkel.«
»Så jeg husker ham som fraværende. Men også at han var et meget vellidt og elsket menneske i det kollektiv. Og det var jo min far, så det smittede også af. Der var en fascination af at se ham med de mennesker.«
Det er dét, der er kernen i hendes historie. At det gode og det onde ligger side om side.
Og det gjorde det også, da hendes far i 2003 måtte sande, at hans prostatakræft ville tage livet af ham, og hans datter hentede sin gamle årvågenhed og ansvarlighed frem. For igen at drage omsorg for ham, inden livet ville rinde ud.
‘Jeg har levet intenst og føler ikke, at livet skylder mig noget’, var hans rolige respons på døden ifølge bogen.
Til hvilket hans datter svarede: ‘Men måske skylder du livet noget’.
For inden det blev for sent, havde hun behov for, at han erkendte en eller anden grad af skyld. Så eksperimentet fra barnets side. Hendes side.
Men trods mange forsøg på at sparke den forløsende samtale derhen, lykkedes det ikke.
»Alligevel er det meget rørende, at det sidste, han siger, er en reference til fællesskabet. At vi skal holde om hinanden og passe på fællesskabet. Så han slipper ikke sin tanke.«
»Han forstår mig stadig som en del af et makker- og fællesskab. Den mere konventionelle forståelse af far/barn er han ikke optaget af,« griner Nadia Kløvedal Reich, hvis far døde i 2005. Uden at have sagt de forløsende ord.
Havde hun dengang skrevet sin bog, var den blevet en anden. For hun lægger ikke skjul på, at efterdønningerne af dét eksperiment, som hun var en del af, skulle bundfælde sig. Modnes.
»Det er først nu, at jeg har fundet det balancepunkt. At det manglende nærvær til barnet og det store nærvær til fællesskabet, visionerne og drømmene, væver sig ind i hinanden. Den tid kunne også noget. På godt og ondt.«
»Så selvom det manglende nærvær selvfølgelig er en del af den fortælling, er det også en fortælling om en masse kapable og skønne mennesker, der ville forandre verden.«
»Det har givet mig rigtig mange oplevelser, og selv i dag er jeg meget tæt knyttet til nogle af de mødre og fædre, onkler og tanter, jeg fik i det kollektiv.«
'Det bedste man kan sige' er udkommet på Gads Forlag
