Remees københavnske natklub, Museo Club, er reddet.

De sidste par år har natklubbens naboer haft planer om at indrette hotellejligheder, hvilket kunne give Museo Club problemer med at overholde støjkravene, men nu er der godt nyt for Remee og co.

Lokalmediet KøbenhavnLIV skrev den 9. april, at Museo Club var i fare for at måtte lukke.

Natklubbens naboer, firmaet Daniel & Jacobs Apartments, ville etablere hotellejligheder, og hvis det lykkedes dem, ville Museo Club skulle skrue ned for musikken.

Remee.
Remee. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Da en hotellejlighed betragtes som støjfølsom anvendelse, kan Museo Club forventeligt ikke overholde grænseværdierne for støj til beboelse. Det kan i sidste ende betyde, at natklubben vil være nødsaget til at lukke og flytte lokalerne,« citerede KøbenhavnLIV et notat fra København Kommunes Teknik- og miljøforvaltning.

Museo Club havde allerede tilbage i 2022 henvendt sig til kommunen, da deres naboer havde indrettet hotellejligheder uden tilladelse.

Det igangsatte en lovliggørelsessag, og selvom naboerne først fik afslag på grund af uacceptable brandforhold, fik de angiveligt styr på tingene, og derfor var fremtiden for Museo Club indtil for nylig stadig uvis.

Remee skrev herefter den 11. april til B.T., at der var tale om en 'skør lov', og at sagen var lukket. 

Remee.
Remee. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han tilføjede samme dag overfor Ekstra Bladet, at de havde fået hjælp fra kommunen, miljøkontrollen samt 'nogle fornuftige mennesker'.

Søndag skriver KøbenhavnLIV så, at Daniel & Jacobs Apartments har droppet deres ide, og at Museo Club altså er reddet.

Teknik- og miljøforvaltningen har fået besked om, at der på nuværende tidspunkt ikke vil komme en ny ansøgning, og Jacob Guldager fra Daniel og Jacobs Apartments skriver i en mail til KøbenhavnLIV:

»Vi har besluttet at skrinlægge projektet med at anlægge hotellejligheder i Østergade / Lille Kongensgade - blandt andet af hensyn til natklubben.« 

Søndag tilføjer Remee i en sms til B.T.:

»Lovgivning er i dag sådan, at hvis en af Museos naboer eksempelvis skifter status fra erhverv til privat - i dette tilfælde til Airbnb-lejlighed - så er det vores eksisterende forretning, der skal rette ind, hvilket ville betyde, at vi skulle lukke klubben og sige farvel til 130 medarbejdere, 50 års klubhistorie, en betydelig omsætning og en masse glade gæster fra hele verden.«

Han tilføjer:

»Heldigvis har jeg nogle konstruktive partnere, som fik løst problemet, så den gode energi kan fortsætte.«