Vi har alle dage, som vi husker bedre end andre. Og sådan én har han også. Én, der for altid vil være mejslet ind i hans hukommelse.
»Det var en choktilstand, jeg kom i, som jeg ikke havde prøvet før,« siger Poul Nyrup Rasmussen.
Om dagen, der på smerteligste vis ændrede hans liv. Og tændte en utrættelig ild i ham for at hjælpe andre.
Dagen, hvor hans datter tog sit eget liv. 28. august 1993. 24 år gammel.
Mens han befandt sig 3.500 kilometer væk i Grønland på sit første officielle besøg som statsminister. Og forgæves havde forsøgt at komme i kontakt med hende på telefonen.
»Jeg mærkede noget var galt,« siger han.
Som man for tiden kan se i DR dokumentaren 'Nyrup – Signes far' blev hans ellers livsglade datters sind formørket i de sene teenageår.
Hun ændrede adfærd. Trak sig i perioder mere og mere ind i sig selv.
Men at noget var helt galt, stod først klokkeklart, da Signe i en alder af 22 fik diagnosen paranoid skizofreni.
I de år kørte Poul Nyrup Rasmussens politiske karriere på den store klinge. Og i januar 1993 opnåede han det højest mulige. At blive statsminister. I en firkløverregering.
Hvilket ikke gjorde hans hverv nemmere.
»Det var en regering, der bestod af fire vilde heste,« som han selv beskriver den.
Samtidig var han far til en psykisk syg datter.
I forbindelse med sit biologistudium på Københavns Universitet, var Signe flyttet ind i hans lejlighed, blevet en del af hans hverdag.
Men det var også de år, hvor hun røg ind og ud af psykiatrien. Og Poul Nyrup Rasmussen følte sig magtesløs i det tunge psykiatriske system, hvor han som forælder var kørt ud på et sidespor. Ikke blev inddraget.
25. august 1993 var Signe igen indlagt på Sankt Hans Hospital. Havde en af sine dystre perioder, som gjorde hendes far bekymret.
En bekymring, der var svær at håndtere, da han befandt sig i et fly på vej til sit første officielle besøg i Grønland sammen med sin daværende forlovede Lone Dybkjær.
Ombord på flyet lykkedes det ham at få kontakt til hende på telefonen. Men at det blev deres sidste samtale, havde han ingen anelse om.
Tre dage senere befandt han sig på en kirkegård nord for Nuuk sammen med landsformand Lars-Emil Johansen, der – som det er grønlandsk skik – ville vise det danske statsministerpar sine forældres grav.
Et grønlandsk kvindekor sang. Det var en smuk aften. En vemodighed sænkede sig over ham. Og en mærkelig presserende uro. Han kunne mærke, at han skulle tale med sin datter.
Men skæbnen ville, at han ikke kunne få forbindelse.
»Jeg prøvede at ringe, for jeg synes, at jeg mærkede noget. Men det kunne ikke lade sig gøre på grund af dårligt vejr,« husker Poul Nyrup Rasmussen. Og siger så de svære og hjerteskærende ord, der ændrede hans liv.
»Dagen efter ringede de fra København og fortalte mig, at Signe havde taget sit liv.«
Havde taget det den 28. august. Om aftenen. Mens han stod ved graven.
Poul Nyrup Rasmussen rømmer sig. Som for at tøjle følelserne i det indre hav. Husker alt for godt, hvordan han forsvandt ind i sin egen boble. Forsøgte at holde fast i, at Signe stadig var her. Ville ikke give slip.
»Jeg ved ikke, hvordan jeg overhovedet kom hjem fra Grønland sammen med Lone. Det er verdens længste flyrejse, jeg nogensinde har været på,« fortæller Poul Nyrup Rasmussen, for hvem alt omkring hjemrejsen var tåget.
Så tåget, at han siden flere gange spurgte Lone Dybkjær ind til den.
'Du sagde ikke noget'.
'Det synes jeg ellers, at jeg gjorde'.
'Det er muligt, at du har sagt noget til Signe, men ikke til mig'.
»Der går nogle uger, inden jeg begynder at få det under kontrol. Det var helt uoverkommeligt til at begynde med. Det var en choktilstand, jeg kom i, som jeg ikke havde prøvet før,« mindes Poul Nyrup, som fra ministeriel side ikke fik lov til at blive længe i den tilstand. Ligesom han efter en tid også selv traf et valg.
»Jeg var 50, på et tidligt stadig i mit liv politisk og arbejdsmæssigt, hvor jeg som far skulle tage stilling til et afgørende spørgsmål: skal du lukke dig inde i et lille bur og have medlidenhed med dig selv resten af dit liv og mere eller mindre gå i opløsning? Eller skal du tage det forfra?« forklarer Poul Nyrup, som vidste – og ved – at Signe ville have ønsket det sidste.
'Sørg nu for at få brugt dit liv på at hjælpe nogle andre. Gør det, du er bedst til', som hun igen og igen havde sagt til ham. Mens hun var i live.
Så det gjorde han.
»Hendes ord har været fuldstændig afgørende for, at jeg kæmpede videre. Dét, og så min egen bagage. At jeg kommer fra slagsbrødrenes kvarter i Esbjerg, hvor man byggede en meget stærk overlevelsesvilje op og et instinkt for, at ingen skulle få skovlen under mig.«
»Jeg kan mærke den dag i dag, at det var det rigtige valg at tage. Det var dét, jeg kunne og dét, jeg skulle,« siger Poul Nyrup Rasmussen, som i 2009 tog initiativ til foreningen Det Sociale Netværk, som i 2013 førte til dannelsen af de første Headspace-centre, hvor psykisk sårbare og deres pårørende kan få gratis rådgivning.
På den måde har han fået hendes død til at give mening. Til ikke at være forgæves.
Selvom det er 30 år siden, at han mistede sin datter, er refleksionerne aldrig stoppet. Heller ikke omkring dét valg, han traf. Men:
»Livets regnskab er ikke så enkelt. For hvis jeg havde sagt farvel og tobak for at koncentrere mig om min datter, ville jeg så have været den samme? Ville alting så have været godt?« spørger Poul Nyrup og fortsætter:
»Årsagen til at folk lytter i dag, er jo, at jeg har været statsminister og har en megafon, som jeg bruger til at tale om hende. Så på den måde hænger mine valg jo sammen.«
»Og som Signe ville have sagt: 'Du må ikke lade magtesløsheden tage over'.«
»Så selvom du har mistet det mest dyrebare, må du spørge dig selv, hvad kan jeg så gøre nu? For dét man ikke kan lave om på i fortiden, dét kan man skabe nutiden.«
LIVSLINJEN
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Kontakt Livslinien på telefon 70 201 201, eller læs mere på www.livslinien.dk.
'Nyrup - Signes far' kan ses på DR.
Fik du læst:
