De sidste stråler havde boret sig ind i hendes krop – direkte ind i det onde – og drænet for energi ringede hun som aftalt til sin mand, så hun kunne blive hentet. Men han tog den ikke. En sjælden gang gav hendes ellers ukuelige sind efter.
»Dér brød jeg sammen. Jeg er så stærk i mange sammenhænge, men lige præcis dér var jeg meget sårbar og følte, at kunne han ikke lige denne sidste gang have været dér,« siger Patricia Asbæk og ryster på hovedet.
»Jeg har tit følt, at han prioriterede kunstnerne før én, at jeg altid fik en tredjeplads i hans liv. Lige dér synes jeg godt, at jeg kunne have været første prioritet,« tilføjer hun.
Men smiler så.
For der er en grund til, at hun og hendes mand Jacob Asbæk har været sammen i 57 år. Den vender vi tilbage til.
Det er i biografien 'Skal åbnes ved min død', at den 78-årige gallerist afslører, at hun sidste år blev ramt af brystkræft.
Men i dag har hun det godt. Er erklæret rask.
Wakeupcall
»Knuden er væk, og jeg får den behandling, jeg skal have, for at det ikke kommer igen,« siger Patricia Asbæk med et taknemmeligt smil.
»Men at få konstateret kræft var selvfølgelig et wakeupcall og måske grunden til, at det blev aktuelt at skrive bogen. For jeg kom jo til at reflektere over nogle ting og tale mere med mine nære.«
»Og især børnene syntes, at bogen kunne være en god beskæftigelse, så jeg havde noget at gå op i. For du bliver hurtigere rask, hvis du har et formål.«
Formål med sit liv har Patricia Asbæk dog haft i mange årtier. Et liv med kunst. Og et liv med kærlighed. Som også er undertitlen på bogen.
Det var i 1966, at hun som 25-årig mødte og forelskede sig i den to år ældre Jacob.
Byens smukkeste mand, kalder hun ham. Som gik i hvid fåreskindspels og kørte i en fræk MGA sportsvogn og i det hele taget var radikalt anderledes end nogen eller noget, hun før var stødt på.
Og selvom hun hurtigt kunne konstatere, at forskellighederne og udfordringerne var store, vidste hun – og ved stadig – at han var hendes livs kærlighed.
Som hun har stået last og brast med i nu 57 år.
Sammen har parret da også drevet først galleri i indre København og siden et kunstcenter på Mallorca. Omend rollefordelingen altid har været klar.
»Udadtil fik Jacob opmærksomheden. Han var galleriet,« siger Patricia Asbæk med et skuldertræk om den rolle, hun fik tildelt som medarbejdende bogholder og husmor.
»Jeg kunne jo selv have valgt at træde lidt mere frem. Men jeg har affundet mig med det. Jeg er jo ikke blevet snydt af den grund,« tilføjer hun.
Men at det er en del af den ægteskabelige pakke, hun for længst affundet sig med. Selvom hun indimellem ryger op i det røde felt.
En kærlighedshistorie
Som nu dén dag, hvor hun havde fået sin sidste strålebehandling og havde aftalt med Jacob, at han skulle hente hende.
Hvilket han – som nævnt i indledningen – ikke gjorde. Og hun brød sammen. Men:
»Det siger jo også noget om mig, at lige så snart jeg bliver så vred og tænker, at nu skal han straffes, så nænner jeg alligevel ikke at straffe ham. Han opdager slet ikke, at han skulle straffes,« griner Patricia Asbæk bare om dét, som hun er sikker på er en af redningsplankerne i hendes lange ægteskab.
»Vi er to vidt forskellige mennesker fra to vidt forskellige kulturer. Vi har skændtes og skændtes, men altid vidst, at sammen var vi stærke. Så på den måde, er det jo en kærlighedshistorie.«
I sofaen i den store herskabslejlighed på Østerbro sidder smilet i hendes øjne ved tanken om Jacob. Som hun elsker for den nærmest barnlige energi, han lægger for dagen omkring dét, han brænder for. Også selvom det ikke nødvendigvis er hende.
»Det er typisk Jacob, at nu hvor jeg udgiver bog, har han ikke tænkt på at skulle have en billet hjem før for otte dage siden, hvor der ingen var at få. Men som mine veninder siger: det havde også været mærkeligt, hvis han var her,« siger hun med latter i stemmen.
Klø på ryggen
I flere år har parret nemlig boet hver for sig. Hun på Østerbro. Han på Mallorca.
»Det er jo ikke, fordi han ikke elsker mig og børnene. Men dels har han det meget svært med vejret herhjemme. Dels er han noget dernede og kan bruge sin kreativitet.«
»Og hvem er jeg at skulle ændre på det? En gammel mand på 80?«
Hun ryster på hovedet.
»Så jeg tager ned og besøger ham. Og ærligt, i vores alder har man det lige så godt med at snakke. Havde man været lidt yngre, ville man nok sige, at den fysiske seksuelle kærlighed var meget væsentlig.«
»Men i vores alder er det mest at klø hinanden på ryggen,« griner Patricia Asbæk, for hvem tre ting er essentielle.
»At man kan grine sammen, tale sammen og have respekt for hinanden.«
»Og hvis han er lykkeligere på Mallorca, skal jeg da ikke ødelægge hans liv for at få ham her hjem og bo.«
»Jeg er lykkeligere her. Jeg er social, elsker mine børnebørn og har været der for dem, og det betyder noget for mig,« siger hun og er ikke i tvivl om, hvorfor de to har overlevet så mange år sammen.
»Vi aldrig har kedet os. Vi har holdt hinanden til ilden, og vi har haft det sjovt. Han er mit livs kærlighed.«
»Ja, jeg har haft en mand, som jeg ikke tror, at ret mange havde kunnet holde ud, for man har aldrig følt, at man var førsteprioritet. Så vi har haft vores udfordringer,« erkender hun. Og tilføjer så med et stort og kærligt smil:
»Men jeg har også været heldig.«
Læs også:
