Allerede da værten sagde hans navn, begyndte de. Klapsalverne. Tog til i styrke i takt med, at han blev trillet ind på scenen. Gik amok, da han med stive, ufrivillige bevægelser blev hjulpet op at stå.
»Thank you. Thank you very much,« sagde Michael J. Fox så, da dønningerne efter et minuts stående ovation endelig lagde sig. Tydeligt bevæget.
Det var til uddelingen af den britiske filmpris Bafta i sidste uge, at den 62-årige tidligere Hollywoodstjernes blotte tilstedeværelse fik tårerne frem hos kollegerne.
Ikke bare i anerkendelse af hans legendariske status. Men hans ukuelige kamp mod kroniske den neurologiske sygdom Parkinson. Som han i mere end halvdelen af sit liv har levet med. På godt og ondt.
»Jeg hader det. Det stinker. Men det har ikke knækket mig,« som 'Tilbage til fremtiden' stjernen for nylig sagde til engelske The Guardian.
Spoler vi tilbage til fortiden, var Michael J. Fox med egne ord en lidt for rodløs 'army-brat' fra Canada, som i 1978 – i en alder af bare 17 år – ikke bare gik ud af skolen, men besluttede at flytte til Los Angeles for at forfølge drømmen om skuespillet.
Nemme var de ikke, de første år. Og i interviews har han aldrig lagt skjul på, at han kun fik mad på bordet, fordi han var 'skralder'.
»Jeg levede på marginalerne. Jeg var 18 år gammel, havde ingen penge, ingen forbindelser, dykkede helt bogstaveligt ned i containere efter mad,« beskrev han i Variety.
Vendepunktet kom to år senere, hvor han blev valgt til komedieserien 'Family Ties' (på dansk 'Blomsterbørns børn', red.) og med sit unikke talent for komisk timing hurtigt fik en mere fremtrædende rolle i serien.
Kunne gå på vandet
'Family Ties' – som kørte frem til 1989 – sikrede ham ikke alene de første tre Emmy priser, men også en hustru. Hans medspiller Tracy Pollan. Som han blev gift med i 1988.
I de år var Michael J. Fox Hollywoods varmeste navn, som alle ville have en bid af. Og endnu varmere blev han, da han i midt 80erne fik den nu ikoniske rolle som high-school-eleven Marty McFly, som ved et uheld sendes 30 år tilbage i tiden og møder sine forældre som unge.
Science fiction komedien 'Tilbage til fremtiden' blev et regulært monsterhit og snart fulgte en toer og en treer. Michael J. Fox kunne gå på vandet.
Men var 1980erne hans årti, vendte tidevandet i 90erne, hvor hans professionelle dømmekraft syntes at være sat ud af spil.
Filmtitler som 'For pengenes skyld' og 'Greedy' siger det meste.
Anmeldere og publikum undrede sig over hans valg. Men fik først i 1998 svaret. At Michael J. Fox havde Parkinson. Og at han i syv år havde holdt det hemmeligt.
Dødsdommen
Det var under optagelserne til 'Doc Hollywood' i 1991, at hans lillefinger pludselig opførte sig mærkeligt. Havde sit eget liv. Han fattede ingenting.
Men det gjorde den neurolog, som han opsøgte og som gav ham dommen. Dødsdommen. Parkinson.
For mens den neurologiske sygdom oftest rammer ældre, som ventes at dø med den, ser prognosen anderledes ud for unge. Så er den forventede levetid 10-20 år.
'Du kommer højst til at kunne arbejde ti år mere', som neurologen sagde.
Michael J. Fox var 29 år gammel, lykkeligt gift. Og far.
»Det er sådan en lortesygdom. Jeg ville ikke tænke på den. Jeg ville ikke deale med den. Jeg lukkede bare ned,« fortalte han i interviewet med Variety om årene der fulgte, hvor kun hans allernærmeste familie kendte til hans sygdom.
Skjulte sygdom
Hans frygt var, at blev den offentligt kendt, ville ingen arbejde med ham. Derfor sagde han ja til revl og krat.
I biografien 'Always Looking Up: The Adventures Of An Incurable Optimist' fra 2009 beskriver Michael J. Fox ifølge The Guardian, hvordan han i de år optog tv-serien 'Spin City'. Live foran et publikum.
Hvordan han udviklede og udtænkte måder at skjule sin sygdom på. Som altid at holde fast om et møbel. Sidde på sine hænder og gemme sin krop bag rekvisitter.
Men det var også for sig selv, at Michael J. Fox skjulte sygdommen. Ved at drukne sig i alkohol.
Det var hans kone Tracy, der trak ham ud af alkoholens tåger. Sagde ligeud, at hun ikke var interesseret i at have børn med en alkoholiker som ham.
Så han tog sig sammen. Blev ædru. Og tog tilløb til i 1998 at fortælle verden om sin sygdom.
Medierne gik amok.
'Mit liv er ovre' var hans første tanke.
Men det var det slet ikke.
33 år med Parkinson
For ikke alene udviklede han en ny teknik, hvorved han med sin medicin kunne styre sin sygdom i en sådan grad, at han rent faktisk stadig kunne spille roller.
Han besluttede også – på baggrund af de overvældende reaktioner fra Parkinson organisationer og andre, der var ramt som ham selv – at starte sin egen nonprofitorganisation, som indtil videre har indsamlet – og brugt – to milliarder dollar på forskning og udvikling. Et beløb, der langt overstiger, hvad den amerikanske stat har postet i sygdommen.
Og karrieren fortsatte han. Helt frem til 2020, hvor det blev for svært for ham at memorere sine replikker.
33 år har Michael J. Fox levet med Parkinson. Og er blevet en helt. Et forbillede, en rollemodel.
Og det var som sådan én, han blev hyldet på scenen i London sidste uge. Med en flere minutter lang stående ovation fra sine tidligere kolleger i filmbranchen.
»Tak. Tusind tak«, sagde han. Ydmygt og bevæget.
Men frem for alt er det hans måde at håndtere sin sygdom på, der gør og har gjort indtryk.
For selv om han i interviews ikke lægger skjul på, at Parkinson ikke er sjovt, at det slider konstant at skulle være omgivet af hjælpere, og at han efterhånden har brækket enhver tænkelige legemsdel, fordi han falder, så nægter han at lade sig opsluge af de mørke tanker.
»Optimisme er bæredygtigt. Og hvis du kan finde noget, at være taknemmelig for, så har du noget at se frem til. Og du klør på,« sagde han for nylig til CBS Sunday Morning.
Ikke mindst er det familien, han er taknemmelig over. Hustruen Tracy Pollan, som han har været gift med i 36 år og har fire børn med. En søn på 34, tvillingedøtre på 29 og en datter på 21.
En familie, som har stået last og brast med ham gennem den lange sygdomshistorie, som snart foldes ud i en ny dokumentar. Og som kun har kendt ham som syg.
»Folk spørger mig nogle gange, hvordan jeg har det med at se mig selv som ung, atletisk og let på tå. Generer det mig? Nej. Skifter jeg kanal? Ja,« som han sagde til The Guardian.
