Gennem 25 år har han været i vores stuer. De seneste år som ham, der har sparket danskernes dag i gang. Og han elsker det. Men er også bevidst om, at der er en udløbsdato.

»Nogen siger, at når man runder de 50, begynder man at komme i farezonen. Og det kan godt være, at det flasker sig, så jeg kan blive ved i mange år, men det er også en branche, hvor jeg ikke selv bestemmer, og det skal jeg bare være opmærksom på,« siger Adam Duvå Hall.

Nu er det på ingen måde fordi, at den populære 'Go' morgen Danmark' vært er træt af sit job. Tværtimod.

Men i og med, at der kun er halvandet år til, at han fylder 50, og at han i år kan fejre 25 års jubilæum i branchen, giver det bare – som han siger – »anledning til noget status.«

Det er fem år siden, at han efter nogle år som quizvært på såvel TV3 som DR for første gang satte sig i den røde sofa i 'Go' morgen Danmark's studie i Tivoli som vært. Indstillede sin krop – og sin familie – på et helt andet liv. Og døgnrytme.

For de dage, hvor han er på skærmen, ringer vækkeuret klokken 4 hjemme i Gentofte, og 45 minutter senere sidder han klar til redaktionsmøde i Tivoli, forbereder sig, bliver sminket, hilser på gæster og er på fra klokken 6.30 til 9.30.

»Hvis jeg skal sende dagen efter, er der telefonmøde med redaktøren. Så kører jeg hjem og skal have en lur, som ikke må være for lang, for så kan jeg ikke sove igen tidligt på aftenen,« beskriver Adam Duvå Hall, som bruger eftermiddagen på at forberede og tale i telefon med redaktionen.

»Så laver jeg typisk mad, skriver det sidste færdigt, og ved ottetiden begynder jeg at gå i seng,« siger han om en typisk arbejdsdag, hvor han lander under dynen samtidig med sine to børn.

»Men nogle dage kan jeg jo ligge til klokken midnat og spekulere eller prøve at se en eller anden dokumentar om bulgarske damplokomotiver for at tvinge mig selv til at falde i søvn,« indrømmer han med et grin.

Adam Duvå Hall får et grineflip over en af de metoder, han må ty til for at kunne falde tidligt i søvn.
Adam Duvå Hall får et grineflip over en af de metoder, han må ty til for at kunne falde tidligt i søvn. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Så nu har jeg efter fem år købt en tyngdedyne. Den er fed. Man plejer at sige, at den er til angstramte mennesker og folk med forskellige udfordringer. Men den virker fint for mig. Det er en fed fornemmelse. Den bliver svær at slippe.«

Det giver sig selv, at døgnrytmen påvirker familielivet. Men ikke nødvendigvis på en dårlig måde.

»Der er også nogle fordele i forhold til hjemme logistikken. For jeg kan jo hente børnene hver dag, og så kan min hustru flekse der, men til gengæld stå for morgenerne, når jeg er væk.«

»Men det udløser også en frihed i den anden ende, som vi bare skal forvalte til alles bedste. Så alt i alt synes jeg sgu, at det går meget op. Derhjemme i hvert fald,« smiler Adam Duvå Hall.

»Det kan godt være, at døgnrytmen slider lidt på helbredet, men jeg synes, at der er så mange skønne øjeblikke i det, at jeg ikke kan forestille mig andet. Og indtil videre har Christine og børnene ikke sagt, at de mangler mig eller synes, at et eller andet er helt skævt.«

Men med det skarpe hjørne inden for rækkevidde, har han alligevel tænkt nogle tanker. Om fremtiden.

»Jeg synes, at det er et voldsomt tal,« siger han om snart at fylde 50 og fortsætter:

»Jeg er glad for, hvor jeg er i livet generelt. Men jeg da har en tilbagevendende tanke om, at der nok ikke er så mange drager tilbage at slagte for mig i den branche.«

Gennem sin lange karriere har Adam Duvå Hall prøvet et utal af værtsroller, men drømmer om en helt anden slags.
Gennem sin lange karriere har Adam Duvå Hall prøvet et utal af værtsroller, men drømmer om en helt anden slags. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

»Så jeg er meget bevidst om, at jeg skal kunne trække mig. Helst selv. Finde på noget helt andet, skifte spor. Sige ‘det var genialt, tak for en masse dejlige år’,« siger Adam Duvå Hall om en dag at tage en værdig afsked med den verden, han har været en del af, siden han for 25 år siden blev udklækket på DRs talenthold.

»Den dag kan jeg godt lide at forberede mig på mentalt, selv om det også udløser en helt anden angst i forhold til, om man kan sadle om. Og til hvad?« spørger han og kigger ud i cafeen i Gentofte Kino, som er blevet et af de steder, han i sit voksne liv elsker at hænge ud.

»Jeg kunne godt tænke mig at have et sted, en café, en købmand, en biograf, være vært på en anden måde. Prøv at se, hvor hyggeligt her er? Tænk sig at stå deroppe og sælge espressoer til folk, der skal ind og se en 70mm film,« siger Adam Duvå Hall. Med et saligt smil på læben.

Men indtil videre bliver det ved tanken. Ved drømmen.

»Alt i alt er det sgu gået meget godt indtil nu.«

Adam Duvå Hall er aktuel i 'Shaolin', som kan ses på TV 2 og TV 2 Play hver mandag