Hver fjerde boligejer med fast rente bør regne på, om en omlægning kan betale sig - i langt de fleste tilfælde er der store besparelser

Er du blandt den store gruppe af danskere, der har et fastforrentet 3-procent lån - eller måske endda en endnu højere rente?

Så er det på tide at komme op af sofaen og ned i banken. Det kan nemlig betale sig for langt de fleste: Renten har i den seneste tid taget et dyk, og dermed har døren åbnet sig for rigtig mange boligejere, der kan spare flere hundrede tusinde kroner ved at konvertere lånet til det nuværende renteniveau på to procent.

Nye beregninger, som Realkredit Danmark har foretaget for BT, viser tydeligt, at der er et stort potentiale: For hver lånte million er der ca. 154.000 kr. at spare over hele lånets løbetid ved en omlægning blandt nuværende 3-procent lånere, mens boligejere med renter på 3,5 eller 4 procent kan spare henholdsvis 230.000 og 300.000 kr.

»Der er rigtig mange derude, der kan optimere deres privatøkonomi ved at få lavet et servicetjek af deres lån,« siger Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom hos Realkredit Danmark.

Der er stadig en hel del danskere, som har lån med en fast rente kuponrenter på 3 procent eller derover, selv om muligheden for at lægge boliglånet om tidligere har budt sig.

I hele realkreditsektoren er der lån for omkring 240 milliarder kroner placeret i fastforrentede lån med en rente på 3 procent eller derover. Det svarer omtrent til en fjerdedel af det totale udlån med fast rente.

»Nogle har sikkert ikke været interesserede, fordi de overvejer snarlig flytning, eller fordi lånet er for lille til, at det kan betale sig, da der også er omkostninger forbundet med en konvertering. Når det er sagt, er der desværre også en del låntagere, som ikke har sat sig ordentligt ind i deres muligheder for at optimere deres realkreditlån og dermed også den private økonomi,« lyder det fra Christian Hilligsøe Heinig.

God timing

Hvis du går med tanker om en låneomlægning, skal du ikke tøve for længe. Der er nemlig opsigelsesfrist for fastforrentede lån nu på fredag.

Derudover er der et ekstra argument for at slå til nu, hvis du alligevel går med tanker om at omlægge til et lån med en lavere rente konvertere ned i rente. Fra 1. september kommer der nye obligationsserier bag 2-procent lånet, og det betyder, at kursen forventes at tage et dyk på cirka 1,5 procentpoint.

Det betyder med andre ord, at din restgæld kan blive væsentlig højere, hvis du venter med omlægningen. Det afhænger selvfølgelig af det generelle renteniveau, når du optager det andet lån, men alt andet lige vil kursen være dårligere.

Man skal ikke afholde sig fra en ny omlægning, hvis man for fire-fem år siden omlagde fra for eksempel et fem-procents lån til sit nuværende lån med en rente på tre eller måske 3,5 procent, pointerer Martin Riedel, der er privatøkonomisk rådgiver og indehaver af Realkreditkonsulenten.

»Man skal altid tage udgangspunkt i sin nuværende situation. Ikke fortiden. Det har ingen indflydelse på, om det er fordelagtigt at lave en omlægning nu. Hvis man er i tvivl, er det bedre at få lavet en beregning på det end at lade være. Det koster ikke noget. Bankerne tager ikke gebyrer for en omlægningsberegning,« siger Martin Riedel.

Også relevant for flekslånerne

Også flekslånerne bør gøre sig overvejelser om en låneomlægning i den aktuelle situation, lyder det fra den uvildige realkreditekspert.

»Et fastforrentet lån på to procent er ikke kun relevant for boligejere med lån på tre procent eller mere, men også for flekslånere, der gerne vil over i et mindre risikabelt lån. Det er alt andet lige sjovere at gå fra flekslån til fast rente, når renterne er lave, end når de er høje,« siger Martin Riedel

Det kan også være en god mulighed at omlægge det fastforrentede lån med en rente på tre procent eller mere til en kombination - for eksempel 50/50 - af fast rente på to procent og kort flekslån med en rente på omkring nul.

»Man løber en lidt højere risiko, men kan så bruge de penge, man spare med den lave rente på flekslånet, på at betale hurtigere af på lånet eller på at købe en bil til en billig flekslånsrente i stedet for en dyrere rente hos bilforhandleren eller i banken,« forklarer Martin Riedel.

Tjek din besparelse

Her kan du se, hvor meget du sparer, hvis du lægger lån om.

Forudsætninger: Beregningerne er foretaget af Realkredit Danmark den 21. april. Der tages forbehold for, at renter og kurser kan have ændret sig siden redaktionens deadline.

Boligejere har fået smag for den faste rente

I de vilde før-finanskriseår i nullerne og helt frem til 2013 havde danskerne en glubende  appetit på afdragsfrie flekslån. I dag søger et stigende antal danske boligejere over i de mere sikre fastforrentede lån og lån med afdrag.

Knap fire ud af 10 - helt præcis 39,5 procent - af alle realkreditlån til boligejerne er i dag med fast rente, mens tallet var nede på 35,4 procent for to år siden. Samtid afdrager danskerne nu på over halvdelen, 51 procent,  af boliggæld til realkreditinstitutterne mod 44 procent for fire år siden. Det viser en ny opgørelse fra Realkreditrådet under brancheorganisationen Finans Danmark.

»Boligejerne får med det fastforrentede 2-procents lån mulighed for at låse renten fast fast i 30 år på et historisk lavt renteniveau. Så det giver god mening, at flere boligejere vælger fast rente. Samtidig står de boligejere, der vælger en fast rente på to procent, godt hvis renten senere stiger, da de så vil kunne skære en god bid af restgælden,« siger boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann.

Hun peger på en række årsager til, at fastforrentede lån - ofte med afdrag - er blevet mere populære: For det første er renten historisk lav. For det andet udløber mange boligejeres afdragsfrihed i disse år, og det betyder, at de aktivt skal tage stilling til, om de vil udnytte den lave faste rente til at udskifte for eksempel et afdragsfrit flekslån til et fastforrentet lån med afdrag. For det tredje har realkreditinstitutterne skruet bidragssatserne markant op på især flekslån og lån med afdragsfrihed, hvilket gør det mere attraktivt at vælge lån med fast rente og afdrag.

»Man skal også kigge på bidragssatsen. Hvis man kun fokuserer på renten, snyder man sig selv,« siger hun.

Den analyse deles af Martin Riedel, administrerende direktør i det uvildige rådgivningsfirma Realkreditkonsulenten.

»De høje bidragssatser, kursskæringer og andre snedige gebyrer har helt sikkert skubbet folk over i lån med fast rente og afdrag, og så kan folk altså godt se, at en fast rente på to procent, det er dæleme et godt tilbud.«