Falck hjælper alle. Men dem med abonnement kommer først. Ligemeget hvor hårdt ramt de andre er.

Titusindvis af kældre i København og omegn er ramt af det ekstreme skybrud, der knockoutede hovedstaden lørdag aften.

Søndag er nogle ramt hårdere end andre. For eksempel Bent Lee, der har flere butikker i Københavns indre by og som var på Roskilde Festival, da der begyndte at tikke SMS'er ind på hans mobil søndag formiddag.

- Nogle af dem var fra flinke folk, jeg slet ikke kender, og de fortalte, at min butik stod under vand, fortæller Bent Lee til bt.dk.




Søndag lidt i 11 møder butiksindehaveren bt.dk kort efter, han er ankommet til den uvejrsramte hovedstad for at bese skaderne i sin modebutik Flying A i København.
 
Her venter noget af et vandchok.

Hele den stilige underetage står under en halv meter vand, og fugtige aftegninger viser, at det fourenede regn- og kloakvand har været helt oppe i halvanden meters højde.

Bent har brug for akut hjælp og er derfor fuld sving med at ringe til Falck. Det har han gjort to gange tidligere på vej ind til byen.

- Første gang fik jeg at vide, at jeg ikke kan få hjælp, fordi de tager abonnenter først, siger Bent Lee, der blev smidt ud af telefon-køen anden gang efter at have ventet i røret i 20 minutter.

Nu er han igennem igen. Og B.T. lytter med:

- Det kan ikke passe, at I ikke kan hjælpe, siger han til Falck-damen, der netop har afvist at rykke ud.

- Ja, men hør her. Vi tager først vores abonnenter. Jeg beklager, men vi har fantastisk travlt. Der er over 10.000, der har vandskader i København, og vi har indkaldt ekstra mandskab fra Jylland, siger den stressede medarbejder.
 
- Vi kan ikke komme og hjælpe dig, hvis du ikke har et bolig-abonnement, fastslår hun.
 
Men han kan muligvis få hjælp mandag, får Bent at vide.
 
Men:

- Vi har to døgns ventetid, for det her er jo ekstremt, konkluderer damen fra Falck.

Kort forinden har Falcks pressetalsmand Jeppe Ilkjær fortalt B.T. noget helt andet, da vi spurgte, om folk uden Falck-abonnementer kommer bagest i køen:

- Nej, Falck hjælper alle, uanset om du har abonnement eller ej, lovede Jeppe ilkjær, der også fortalte, at alle, der ringede til Falck søndag, ville få hjælp inden dagen var omme.

Ilkjær fortalte også, at Falck indtil da havde fået ialt 1060 henvendelser fra folk med vandskade. Et meget lille tal, som B.T. undrer sig over.
 
Så vi ringer til Jeppe Ilkjær igen:

I sagde tidligere, at I hjælper alle, uanset om de har abonnement?

- Ja, og det er også korrekt. Alle, der ringer, de får hjælp. Men dem, som har et abonnement hos os, de kommer selvfølgelig først.  
 
Du sagde tidligere, at alle får hjælp i dag. Men Bent Lee fik at vide, at han MULIGVIS kan få hjælp i morgen, og at der iøvrigt er to døgns ventetid?

- Det rykker sig jo hele tiden. Vi får hele tiden nye henvendelser ind. Det var det den oplysning, jeg havde fået fra vagtcentralen på det tidspunkt. Selvom vi har alle mand af huse, er der selvfølgelig ventetid. Det kan ikke være anderledes.
 
Tidligere sagde du 1060 henvendelser - men da vi overhørte samtalen mellem Bent Lee og Falck, sagde damen, at der er over 10.000 vandskader i København?

- 10.000 vandskader? Det lyder højt. Det ved jeg ikke, hvor hun har fra. Mit tal er de her +1000. Det er sikkert nogle flere, end da jeg talte med jer sidst, men 10.000? Det tvivler jeg på, siger Jeppe Ilkjær til bt.dk.

Falcks pressemand havde også svært ved at tro på, at der var indkaldt ekstra mandskab fra Jylland. Han ringede dog senere tilbage og bekræftede, at det er rigtigt.

- Vi har også indkaldt allle disponible mand på Sjælland, Alle mand er på job. Vi arbejder på højtryk, siger Jeppe Ilkjær til bt.dk.

Søndag eftermiddag have Bent Lee fået ejendommens flinke vicevært til at skaffe en pumpe fra private venner, og vandstanden var på vej ned i Flying A. Uden hjælp fra Falck.