Slut med undskyldninger for ikke at give ældre bad. I Horsens klares det efter nytår af en robot-vaskemaskine – lidt ligesom med en bilvask.

Slut med alle mulige undskyldninger for ikke at give gamle fru Olsen på plejehjemmet et brusebad.

Nu kan den opgave klares enkelt og smertefrit – med en vaske-robot!

Ældre på et dagcenter i Horsens får efter nytår tilbudt et bad, hvor de skal lægge sig ind i en slags bilvask, der oversprøjter dem med vand og sæbe. Inspirationen kommer fra Japan, hvor robotbade er på hastig fremmarch.

- Jeg er positiv over for teknikken, der skåner personalets rygge og frigør kræfter til at være mere for de ældre på andre områder. Der bliver dermed mere tid til den direkte ansigt-til-ansigt kontakt, siger forbundsformand Dennis Kristensen, FOA.

- Indførelse af robot-teknologi slipper vi ikke uden om i en situation, hvor de store årgange nu går på pension, og hvor de små årgange skal passe dem.

Skal være tryg

Forbundsformand Dennis Kristensen har længe haft et godt øje til robot-teknologien i Japan som et vigtigt supplement til arbejdsstyrken, men han lægger vægt på, at de ældre skal være trygge ved tilbudet.

- Den ældre skal ikke bare smides ind i den automatiske vasketunnel, hvis han eller hun er utryg ved det. Den ældre skal være helt rolig og afklaret, før man starter maskinen.

Eksperimentet med »vaske-robotten« er et forsøg på at spare kommunal arbejdskraft, og Horsens Kommune har sammen med Teknologisk Institut fået støtte fra Finansministeriets ABT-fond til at prøve teknologien af.

- Jeg kunne godt have en idé om, at man kan tilbyde folk bedre og flere bade med sådan en på landets centre, siger gruppekoordinator på Teknologisk Institut, Troels Vilms Pedersen, til ugeavisen Ingeniørens netudgave.

Dejlig men dyr fornøjelse

Han har netop været i Japan for selv at afprøve badet.

- Det var dejligt varmt og fungerer ved, at der bliver sprøjtet vand og sæbe ud af dyser ligesom i en bilvask. Det var faktisk en rigtig fin oplevelse, siger han.

Robotbadet, som kommer fra det japanske firma Airwater, har et lille badeforhæng, der beskytter ansigtet mod sprøjt og holder varmen inde. Badet tager 10-15 minutter, og man har mulighed for selv at styre kontrolpanelet.

På panelet kan man dosere vandet, der sprøjter ud fra dyser i kabinens sider, samt sæben, der er monteret ved siden af. Et tørreprogram er der dog ikke. Plejepersonalet skal stadig i sving med håndklæderne.

En robot-vaskemaskine koster i indkøb lidt under en halv million kroner, men Troels Vilms Pedersen mener, at badene hurtigt kan tjene sig ind, hvis de virker efter hensigten.

- Der vil være penge at spare, hvis man kan bruge mindre personale til badene og have et par stykker stående i et centralt baderum på plejecentrene, siger han.

I Japan er der nu ca. 1.000 robotbade i brug på plejecentre.