Cover er havnet i en stor mediestorm, efter modemagasinet i sit nyeste nummer har bragt et billede af en meget tynd model.

Cover har beklaget, at bladet har brugt modellen, men hændelsen har alligevel fået Landsforening mod Spiseforstyrrelser (LMS) til at tvivle på, om modebranchen overhovedet er interesseret i at arbejde for modellernes sundhed.

»Det er skræmmende. Og det viser, at alt det arbejde, vi har lavet sammen med modebranchen, fuldstændigt preller af,« lyder det fra Anne Minor Christensen, der er formand for LMS.

Derfor vil foreningen nu opsige samarbejdet om det etiske charter, som LMS og Danish Fashion Institute udarbejdede i 2007, og som skulle være med til at sikre modellernes sundhedsidealer og arbejdsvilkår.

Det etiske charter blev sidst opdateret i august 2013, men ifølge LMS har der manglet handling fra modebranchens side, hvilket blandt andet ses på, at billedet af den tynde model i denne måneds udgave.

»Det er fuldstændig usmageligt. Det virker som ren provokation, tankeløshed eller direkte dumhed at bruge sådan en model. Vi har svært ved at vurdere, om pigen i Cover lider af en spiseforstyrrelse, men vi synes, at det på ingen måde er etisk i orden, at et modemagasin bringer sådan et billede til en modereportage,« siger Anne Minor Christensen, og hun bakkes op af sin kollega Steen Andersen, der er generalsekretær i LMS:

»Jeg har ikke set et billede værre end dette, siden jeg så et billede af en italiensk model, der blev fotograferet, kort før hun døde af sin spiseforstyrrelse. Vi har et ansvar for vores medarbejderes trivsel, og det har modelbureauerne også, men det virker ikke som om, de påtager sig det ansvar,« siger han.