Hos Salling Group satser man nu igen på en del af forretningen, som endnu ikke giver overskud.

Store dele af landet får fra næste uge muligheden for at få hjemmelevering. Sådan lyder det fra Bilkas kædedirektør Mark H. Nielsen.

»Vi gør det blandt andet, fordi vi kan se i vores eksisterende koncepter, at der er mange af den typer kunder, som kan have ønsker af hjemmelevering.«

Udvidelsen betyder, at 65 procent af landet kan få hjemmelevering fra Bilka.

Det sker på trods af, at det tidligere har været svært at få en god forretning ud af at levere dagligvarer til døren i Danmark.

Hos Bilka kan de dog se på det eksisterende salg, at det er store kurver med dagligvare og nonfood som eksempelvis børnestrømper og lignende, der bliver solgt i de områder, der udvides. Et mønster, som ofte betyder, at det er børnefamilierne, der er på spil.

»Børnefamilierne er jo nogle af dem, der kan få gavn af den her service, og det er blandt andet derfor, vi udvider i de områder. Foruden at de områder også grænser op til steder, hvor vi allerede tilbyder hjemmelevering.«

Når I med hjemmelevering satser på en del af forretningen, der endnu ikke giver overskud, er der så ikke en risiko for, at det kan gå ud over andre kunder eksempelvis med hævede priser på jeres varer?

»Nej, sådan kan man ikke gøre det op. Det går heldigvis godt i Bilka, så det er en satsning, vi godt kan tåle. Det kommer ikke til at kunne mærkes på vores vares priser.«

Hvorfor satse på et marked, der endnu ikke giver overskud, og som har været svært i Danmark?

»I Bilka har vi et erklæret mål om at være der, hvor kunderne er. Det gælder faktisk også i nogle tilfælde, inden kunderne indser, de har behovet,« siger Mark H. Nielsen og fortsætter:

»Det gælder selvfølgelig blandt andet ved at inspirere kunderne via vareudbud, når de besøger vores butikker, men det gælder også dem, der søndag aften sidder derhjemme, og ikke har tiden til en tur ud at handle.«

Hvornår forventer I, at hjemmelevering giver overskud?

»Det er ikke fordi, der er sat en konkret dato. Min forventning er dog, at det sker inden for en årrække. Altså to til tre år,« siger kædedirektøren.

Han fortæller, at deres forudsætning for at lykkes med projektet i forhold til konkurrenterne, er deres allerede eksisterende forretning.

De kan trække på erfaring, samt det faktum, at Bilka har et stort varesortiment med 35.000 varer på Bilka To Go.

Tidligere har Bilka dækket cirka 40 procent af Danmark med hjemmelevering, men de udvider altså nu til at dække 65 procent.

Det er områderne omkring Herning, Viborg, Vojens, Haderslev samt Holbæk på Sjælland, som nu også kan benytte sig af hjemmelevering.

Boligejere landet over venter utålmodigt på, at renterne begynder at falde. Hvad skal der til for, at det sker, og er der en udvej, hvis renterne forbliver høje? Få svarene i denne episode af B.T.-podcasten 'Spar Kassen':