Sagen om drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen har taget en ny udvikling.

I forvejen sidder fire personer fængslet for drabet – og nu har man foretaget endnu en anholdelse i sagen.

Den anholdte er en 23-årig mand, og han fremstilles torsdag i grundlovsforhør ved Retten i Randers, oplyser Østjyllands Politi. Manden har tidligere været anholdt, men blev dengang løsladt efter endt afhøring.

Retten i Randers oplyser, at grundlovsforhøret går i gang torsdag klokken 12.

Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at manden er sigtet for det samme som de andre, der er sigtet i sagen, altså manddrab.

Det er den seneste uges efterforskning, som har bestyrket mistanken mod den 23-årige mand.

»Vi har arbejdet hårdt med den her sag de seneste par uger. Undervejs i efterforskningen dukker der hele tiden nye spor og nye oplysninger op, og der begynder at tegne sig et klarere billede af, hvad der er sket, og hvem der har været involveret,« siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev sidst set i forrige uge, og i sidste weekend blev han efterlyst offentligt af politiet.

Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Vis mere

Mandag i sidste uge fandt politiet en udbrændt bil nær Vivild på det nordlige Djursland.

Bilen viste sig at være Frank Jørgensens, og samme aften skred politiet til anholdelse i sagen.

Fire personer – to mænd og to kvinder – blev anholdt på en adresse i Nimtofte på Djursland.

De blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. Den ene kvinde blev løsladt, men de øvrige blev varetægtsfængslet.

På det tidspunkt havde politiet endnu ikke fundet liget af Frank Jørgensen. Det fandt man torsdag i sidste uge i et skovområde ved Spentrup nær Randers. I den forbindelse blev to mænd anholdt. Den føromtalte 23-årige og en 37-årig mand.

Den yngste af mændene fik lov at gå igen, men den ældste blev stillet for en dommer, og som den fjerde blev han varetægtsfængslet i sagen.

Men det var på lånt tid, at den yngste fik lov at være på fri fod. Det er nemlig ham, som politiet nu igen har anholdt. Den 23-årige blev anholdt onsdag eftermiddag, og nu vil anklagemyndigheden have ham varetægtsfængslet.

I retten er det kommet frem, at politiet mener, at Frank Dan Nørgaard Jørgensen er blevet kvalt med et reb.

Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland.
Efter drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i sommer gennemførte politiet en storstilet efterforskning flere steder på Djursland. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Alt i alt er der altså seks sigtede i sagen. De er sigtet for i forening at have dræbt Frank Dan Nørgaard Jørgensen på en adresse i Nimtofte. Drabet er ifølge sigtelsen sket 14. juli.

Ud over sigtelsen for drab er der rejst sigtelse for usømmelig omgang af lig, for brandstiftelse og for at bortskaffe beviser.

Politiet nu har sigtet seks personer i sagen, men deres arbejde er langtfra overstået.

»Vi skal blandt andet have afdækket det præcise hændelsesforløb forud, under og efter drabet, og det skal afklares, hvordan de sigtede hver især har været involveret i sagen.«

»Derfor vil der ved dagens grundlovsforhør igen blive anmodet om dørlukning, så der ikke kommer oplysninger ud i offentligheden, som kan skade vores efterforskning,« siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.