Caroline Wozniacki fortsætter sin succes ved WTA-turneringen China Open i Beijing.

I anden runde besejrede den 29-årige danske tennisspiller, som arrangørerne har tildelt en 16. seeding, amerikaneren Christina McHale i to sæt.

Det var en fokuseret Caroline Wozniacki, der entrede anlæggets næststørste bane.

Hun satte sine returneringer stensikkert fra såvel for- som baghåndssiden og bragte sig foran 5-2.

Christina McHale, der blot ligger nummer 90 på verdensranglisten, fik dog reduceret til 4-5, men det lod Caroline Wozniacki sig ikke påvirke negativt af, og via et 'rent' servegennembrud vandt hun sættet 6-4.

Den spillemæssige optur fortsatte i andet sæt, hvor Caroline Wozniacki stort set spillede fejlfrit. Således vandt hun sættet problemløst 6-0.

Nu skal Caroline Wozniacki i tredje runde møde den 23-årige tjekke Katerina Siniakova, der spillede sig videre ved at besejre Jelena Ostapenko 6-2, 6-1.

På papiret er danskeren favorit, da hun mod verdensranglistens nummer 47 fører den indbyrdes statistik 3-1. De to mødtes også ved China Open i fjor.

På vej mod turneringenssejren vandt Caroline Wozniacki 6-2, 6-2.

Indtil videre har resultaterne i de øvrige kampe flasket sig for Caroline Wozniacki eftersom de seedede spillere, hun risikerede at møde inden en eventuel kvartfinale alle er slået ud.

For mens Simona Halep (seedet 6) har tabt til Ekaterina Alexandrova, er Karolina Pliskova (2) og Aryna Sabalenka (12) røget ud mod henholdsvis Jelena Ostapenko og Daria Kasatkina.

Hermed er der begrundet håb om, at Caroline Wozniacki kan nå langt ved China Open, der må betegnes som én af hendes favoritturneringer.

Det var nemlig her hun i 2010 erobrede verdensranglistens førsteplads, og to gange i karrieren har hun samme sted sikret sig sejrstrofæet.

Et topresultat ved China Open er ikke uvæsentligt, da Caroline Wozniacki efter en sæson, der har været præget af skader og sygdom, risikerer at ryge ud af verdensranglistens top-50 ved årets afslutning.

Kampen mellem Caroline Wozniacki og Christina McHale kan genopleves i nedenstående liveblog.