Drømmer du om at bo på et slot? Nu har du muligheden for i hvert fald at komme lidt tættere på og bo SOM på et slot.

Ulriksholm Slot i Kerteminde på Fyn har nemlig skiftet ejer, og i den forbindelse skal det meste inventar sælges på auktion lørdag den 16. juni. Det skriver Fyens.dk.

Blandt andet kan du få fingrene i en seng, H.C. Andersen har sovet i, eller en kommode, der har tilhørt det svenske kongehus. Der er masser af antikviteter til salg, og der er rig mulighed for at gøre en rigtig god handel.

»Desværre er mange af de ting, jeg har møbleret slottet med, faldet i pris. De to store grå reoler, jeg fik bygget til den bageste stue, er kun vurderet til en brøkdel af, hvad de kostede,« siger Niels Grønbech, der har boet til leje på slottet og møbleret det siden 2005, til Fyens.dk.

Ulriksholm Slot.
Ulriksholm Slot.
Vis mere

Han håber derfor, der kommer mange og byder priserne op. Ellers risikerer han, at blandt andet spisestellet Blå Blomst af kongeligt porcelæn til 18 personer ryger for bare 4.000 kroner.

Fra den 14. juni kan man komme forbi og besigtige de i alt 376 auktionsnumre, der er til salg.