Danmark har 8.750 km kystlinje, hvilket er ret meget for så lille et land. Faktisk har Danmark næstefter Singapore det største kystareal, hvis man sammenholder det med landets areal. Nåh! Tænker du måske og trækker ligegyldigt på skuldrene. Men det har faktisk ikke så lidt at sige. Gennem årtusinder har det påvirket landets muligheder og gjort Danmark til et rigt land og derigennem formet dig og mig.

Jeg selv elsker havet og ville ønske, jeg kunne bo med direkte adgang til de blå bølger. Den mulighed foreligger selvfølgelig, når man som jeg skal til at bosætte sig i et land, hvor der er næsten 9.000 kyst-kilometer at vælge mellem, men som de fleste ved, så er der enorm forskel på boligpriserne i Præstø og ved den jyske vestkyst og i whiskybæltet, hvilket efterlader mig med spørgsmålet om, hvorvidt vand nu også bare er vand. Det har åbenbart forskellig værdi, alt efter hvad man skal bruge det til. Nogle flytter tæt på vandet for at kigge på det, andre flytter ud mod kysten, fordi havet er deres arbejdsplads. Og det er denne sidste gruppe, jeg har lyst at sende en hilsen i denne uge.

Dronningen har altid nævnt søens folk i sin nytårstale, som var de noget særligt. Jeg mener: Der er da så mange mennesker, som må være væk hjemmefra og væk fra deres familier... Men måske forstod jeg det bedre, da jeg sidste søndag besøgte Museet for Søfart i Helsingør. Da blev sømandslivet meget nærværende, og jeg fik et lille kig ind i et ganske anderledes familieliv.

Som barn havde jeg en veninde, der også hed Annette. Hendes far sejlede og var derfor så godt som aldrig hjemme hos sine tre piger. Mobiltelefonen fandtes ikke, så der kunne gå mange uger, hvor de ikke hørte fra ham. Jeg havde helt klart indtryk af en velfungerende familie, men som voksen har det slået mig, hvor ensomt det må have været for moderen. Hele hendes familie boede i Nordjylland, mens hun passede hus, hund og tre børn i København plus sit arbejde i Føtex. Jeg gætter på, at faderens job har været medvirkende til at give børnene en tilværelse, hvor der ikke manglede noget – uden at de dog var velhavende. Det afsavn, de led, har jeg først som voksen gjort mig tanker om.

At vælge søen giver et hav af muligheder (for nu at blive i den analogi), men det har sørme også store omkostninger. I gamle dage måtte familierne leve uden nyt fra far i månedsvis. Somme tider årevis. På museet læste jeg hjerteskærende beretninger om mødre, der sendte deres sønner af sted med et skib og aldrig hørte fra dem mere. Tænk at leve resten af sit liv uden at vide, om ens søn er omkommet eller lever på en stillehavsø…eller om han måske kommer hjem i morgen. Jeg ville gå helt i stykker, hvis det var mig, der skulle leve med den uvished. Der er vi i dag forkælet med telefoner, der går igennem over alt, hvilket måske har afmystificeret en del af sømandslivet. Men det er stadig en verden, der betager med sine eventyr.

Det slår mig, hvor meget havet betyder for os som nation og som mennesker. Tænk, der er nogle, der vokser op i store, internationale byer som f.eks. Chicago eller Köln uden nogensinde at se havet. Jeg kan nærmest ikke forestille mig, hvordan det må være. Vi bor på den blå planet; hvordan kan nogen ikke vide, hvordan havet dufter og føles? I Danmark kan det virke, som om det er vandet, der binder os sammen. Andre gange i historien er det vandet, der har skilt nationerne ad.

En ting på museet, som også gjorde indtryk, var fortællingen om de søfolk, der blev sendt ud på havene under Første Verdenskrig. Vist var Danmark et neutralt land, men handelen fortsatte, og gods blev fragtet af vores skibe på kryds og tværs af verdenshavene. Det var uundgåeligt, at flere søfolk kom til at mærke den krig, der hærgede. 275 danske handelsskibe blev sænket, og flere end 700 mistede livet.

Mange af de søfolk, der vendte helskindede tilbage til Danmark efter krigen, var mærket af de barske oplevelser, de havde været udsat for, og dengang talte man ikke om posttraumatisk stress. Man sendte bare folk ud på havet igen og regnede med, at de nok fik det bedre. I Danmark var det svært for den almindelige befolkning at forholde sig til de rædsler, de danske søfolk havde været vidner til, og man kan kun gisne om, hvor forfærdeligt det må have været ikke at blive hørt eller forstået, når man kom hjem efter at have navigeret igennem en verdensomspændende krig.

Der lurer mange farer ude på havet, og jeg ville nødigt bytte med en sømand, men jeg forstår godt fascinationen. Det er en meget maskulin verden, hvor man måske kan få opfyldt drømmene om et friere liv og berigende oplevelser på eksotiske øer. »Alle sømænd er glade for piger« ved vi fra den gamle sang. Og ja, selvfølgelig må mangen en sømand have haft forhold til nogle af de yndige piger, der findes på de fremmede kyster. Alt andet ville både være uforståeligt og urimeligt. Jeg forestiller mig, at det er et perspektiv man tager med i sine beregninger, inden man gifter sig med en sømand. Man kan ikke sende en mand på havet i ti måneder ad gangen og så bede ham være tro i ægteskabelig forstand. I hvert fald må der herske en anden form for forståelse og hengivenhed i sådan et forhold.

Havet giver, og havet tager, siger et gammelt ordsprog. Tja, for tre et halvt år siden tog havet noget af min mand fra mig, da en bølge overrumplede ham, vendte ham rundt og knuste hans nakke mod sandbunden. Mange ting i vores liv bliver aldrig de samme igen, og alligevel er havet stadig noget af det smukkeste, jeg ved.

Annettes uge på Instagram: