En meget blæsende jul står for døren - flere gange vil vi opleve vindstød af stormstyrke

Hold dig inden døre de kommende juledage. I hvert fald hvis du hellere er til en varm stue i selskab med familien end blæsevejr og hagl.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) lover blæsevejr - særligt 2. juledag ser det ud til, at vi mange steder vil opleve kraftige vindstød.

Det er flere voldsomme orkanlavtryk over Nordatlanten, der er skyld i det blæsende julevejr. Orkan får vi dog ikke i Danmark, forudser vagtchef ved DMI, Mette Wagner. Lavtrykkene forbliver nemlig oppe over Færøerne og Vestnorge, der kan se frem til to orkaner i julen.

Hagl-hvid jul

»Vi vil formentlig opleve hagl i det meste af landet i dag og juleaften - og det er det tætteste, vi kommer på en hvid jul. Men natten til søndag ser det ud til, at vejret vil stabilisere sig en smule, inden vi igen får besøg af en ny front med tiltagende styrke,« siger Mette Wagner.

De danske meteorologer forudså ellers bare for nogle få dage siden, at vi kunne forvente den første lokale hvid jul siden 2012 i Nordjylland. Men det er altså ikke tilfældet.

Til gengæld kan vi regne med, at det voldsomme blæsevejr nordfra vil strejfe Danmark, så vi får vindstød omkring kulingstyrke når vi når frem til 2. juledag.

Her skal endnu et stormlavtryk nemlig fra Færøerne og Vestnorge ind over Danmark, som vil give det meget blæsende vejr.

Blæsten kommer fra nordvest, som betyder, at vinden vil blæse på tværs af broerne over Storebælt og Øresund.

Igen i år kan vi regne med en ’lun’ juletid, det vil sige at det bliver mellem 2-8 grader julenat og mellem 5-8 grader 1. juledag.