Birgitte Grue



TEATER: »4:48 Psykose«. Af Sarah Kane. Oversættelse: Morti Vizki. Iscenesættelse: Jacob Schokking. Lyd: Gert Sørensen. Betty Nansen Teatret, Edison, Frederiksberg. Syg og munter - Trine Dyrholm imponerer i Sarah Kanes selvmords-monolog »4:48 Psykose«

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>4:48 - det er ulvetimen, hvor depressive mennesker er mest sårbare, men også mest klartseende. I hvert fald ifølge den britiske dramatiker Sarah Kane. Og hun vidste, hvad hun talte om. Hun skrev nemlig stykket »4:48 Psykose« kort før sit selvmord - som 28-årig.

Hun kunne ikke ønske sig en stærkere forsvarer for sit splittede sind, end hun får på Edison på Frederiksberg, hvor Trine Dyrholm spiller den psykotiske unge kvinde stærkt og usentimentalt. I denne en-kvindes forestilling viser hun os spaltningen mellem krop og psyke. Og splittelsen mellem - på den ene side - beslutningen om at begå selvmord og - på den anden side - håbet om alligevel at kunne lade vær'.

Det er altså en monolog på afgrundens rand, lige før det »er skide hamrende slut«. Vi suges ind i teksten, godt hjulpet af Jakob Schokkings visuelt meddigtende iscenesættelse. Han forstørrer og fordrejer lyd, og på en kæmpe skærm projicerer han billeder og bruger video-optagelser med skærende skarp effekt - klinisk som en hjerne-scanning og uhyggeligt smukt.

Hård ved sig selv

I stykkets mægtige og mærkværdige tekst er den kvinde, vi møder, snart kaotisk fortvivlet, snart kynisk klartseende. Hun synger - men det er uden håb. Det selvmodsigende redegør Trine Dyrholm for, flot og meget fysisk. Hun er hård ved sig selv, denne kvinde, der ser sig selv som en grotesk nar, som er træt af at håbe, men som alligevel er fanget i sit eget spind af - netop - håb. Således handler »4:48 Psykose« både om selvmord og om kærlighed til livet, og især om den evigt menneskelige længsel efter at efterlade sig et spor.

Trine Dyrholm fylder scenen med fortvivlelse og sarkasme. Syg og munter, ene og alene med et »selv«, der er en kold og sort dam, hun er ved at drukne i.

Smertens tilstand

Bag hende toner en kæmpe skikkelse frem på lærredet - det er Kristian Halken, der er læge, frelser, foragter, dommer og Gud i én og samme person. Med gennemslagskraft indgår han i denne meget musikalske, lille forestilling, der når stort og vidt omkring - fra brølende protest til hviskende accept netop nu, netop her, da »hjertets hinde er bristet«. Men det slår endnu, hjertet, her få sekunder før 4:48.

»4:48 Psykose« er en fortælling om smertens tilstand. Den er lige så enkel som kompliceret - og et meget smukt testamente fra en desperat og poetisk kunstner. På Edison er denne forestilling en stor dramatisk sejr for Trine Dyrholm.