To en halv time i selskab med en suveræn sangskriver og et eventyrligt band.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Verden er gået fra forstanden. Der er efterhånden ikke påfaldende grund til at lægge skjul på det.Skrammede sjæle og søgende hjerter er i reel daglig fare for at skride i svinget, mens endnu en blodig krig undskyldes med, at den er »forebyggende«, eller endnu en politiker henviser stress-relaterede sygdomme og depressioner til afdelingen for »at holde hjulene i gang«.
Verden er gået fra forstanden.
Man kunne - skulle man være i det hjørne - sagtens føre bevis for, at det hele simpelthen er gået fuldstændig agurk (mand!), som Gasolin' allerede i 70erne påpegede. Og det kræver sin mand for en stund at få den agurk til at holde sig i ro og tilvejebringe en tro på, at det gode i verden måske trods alt også har en slags chance.
Direkte fra hjertelandet
Det er så hér, John Hiatt kommer ind i billedet - direkte fra det amerikanske hjerteland, hvor en blues er så dybblå som tusmørkehimlen over Mississippi-floden og en rock'n'roll river i hjertestrengene, så de spiller anden stemme til leadguitarist Luther Dickinsons sublime slideguitarspil. Jo, såmænd.
Anslået var vi vel en 12- 1.500 dybt dedikerede disciple, som havde valgt at efterkomme John Hiatts vanlige opfordring »Have A Little Faith In Me« i K.B. Hallen tirsdag.
Det kom vi ikke til at fortryde på en aften, hvor Hiatt - bakket op af den eventyrligt velspillende trio The North Mississippi All Stars - med lethed spillede sig ind på en top fem over årets koncerter.
Det hele drev af feeling, sjæl, humor, håb og ønsker om alt det bedste for alle på den dér helt særlige måde, som kun rockens allerstørste sangskrivere kan mønstre. Og tro trygt, at Hiatt - hvis sange er sunget af koryfæer fra BB King, Clapton, Cocker og Bonnie Raitt, til vores egen Hanne Boel - hører til blandt de største.
Bedre end de fleste
Blot ærgerligt at ikke langt flere ved, at John Hiatt selv synger sine sange bedre end de fleste af de berømtheder, som har lånt af ham. Eksempelvis fik den bedårende bæltesteds-bearbejdende backbeat-udgave af »Riding With The King« tirsdag aften BB King og Eric Claptons udgave til at lyde som noget fra en sløv øveaften med Børges Bodegaband.
Men fra starten gik med titelnummeret fra Hiatts seneste album »Master Of Disaster« og den rivende rocker »Tiki Bar Is Open« (med det sigende refræn »thank God the Tiki Bar is open!«) via de knusende smukke ballader »Ain't Never Goin' Back« og »When My Love Crosses Over«, til den møgliderlige midnatslusker og aftenens højdepunkt »Find You At Last«, var denne koncert forrygende swing, forrygende fornemmelse og følelse, forrygende humør og... nå ja, I har vel grejet, at det operative ord er »forrygende«.
Tænk du bare Johnny Cash, der møder John Fogerty ved Robert Johnsons mytologiserede »Crossroads«, for der står John Hiatt.
Som sangskriver er Hiatt - mindst! - i liga med Bruce Springsteen, og nu vi er i afdelingen for rockens rødder, så kan Bob Dylan i øvrigt prøve at stikke denne koncert, når han spiller i Aalborg på lørdag. Men ved I hvad, venner? Det kan His Boring Bobness sgu ikke, om han så forsøger, til han får luft gennem næsen.
En aften, hvor det blødte fra hjerterne og troen på det gode i generøse to-en-halv time blev genetableret. Tak for det. Det var himmelsk, Hiatt! Kom snart igen...
steff@bt.dk
JOHN HIATT & THE NORTH MISSISSIPPI ALL STARS, K.B. Hallen, Frederiksberg
